Verdens næststørste diamant er fundet i Botswana
Diamanten på 2492 karat bliver torsdag vist frem til Mokgweetsi Masisi, som er præsident i Botswana. Foto: Monirul Bhuiyan/Ritzau Scanpix
Et mineselskab har fundet verdens næststørste rå diamant. Fundet er det største i over 100 år.
En diamant på 2492 karat er fundet i diamantminen Karowe i Botswana.
Det oplyser det canadiske mineselskab, som står bag fundet.
Diamanten er den næststørste rå diamant, der nogensinde er fundet.
Den største blev fundet i Sydafrika i 1905. Diamanten, som er kendt som Cullinan-diamanten, er 3106 karat.
Dele af den er siden blevet brugt i de britiske kronjuveler.
Selskabet Lucara Diamond har brugt røntgenteknologi til at finde diamanten, oplyser selskabet i en udtalelse.
Teknologien muliggør, at man kan finde og bevare store diamanter med høj værdi ifølge selskabet.
Det fremgår ikke af udtalelsen, hvor god en kvalitet diamanten har, eller hvilken værdi den vurderes at have.
Men billeder, som mineselskabet har delt, viser, at diamanten er på størrelse med en håndflade.
Mokgweetsi Masisi, som er præsident i Botswana, skal efter planen se diamanten torsdag.
Hans regering har udtalt, at det er den næststørste i verden.
Ifølge Tobias Kormind, som er direktør hos juveleren 77 Diamonds, kan man godt forvente lignende fund i fremtiden.
Han fortæller til AFP, at nyere teknologi har gjort det muligt at udvinde store diamanter, uden at de går i stykker.
Botswana ligger i det sydlige Afrika. Ifølge nyhedsbureauet Reuters er Botswana verdens største diamantproducent målt på værdi.
Diamantproduktion er landets største indtægt, og det udgør omkring 30 procent af Botswanas bruttonationalprodukt og 80 procent af landets eksport.
Før det seneste fund blev annonceret, var den største diamant, der nogensinde blev fundet i Botswana, 1758 karat.
Diamanten blev fundet i 2019 og har fået navnet Sewelo.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie