Vestager erklærer milliardstor statsstøtte til Alitalia ulovlig
Alitalia skal betale en stor sum penge tilbage til Italien, fordi lån blev givet imod EU's regler for statsstøtte. (Arkivfoto). Foto: Alberto Pizzoli/Ritzau Scanpix
Alberto Pizzoli/Ritzau Scanpix
Statslån til Alitalia gav selskabet en uretfærdig fordel over for konkurrenter, konkluderer EU-Kommissionen.
Det var imod reglerne for statsstøtte, da den italienske stat i 2017 gav flyselskabet Alitalia to statslån på samlet 900 millioner euro - knap 6,7 milliarder kroner.
Det konkluderer EU-Kommissionen fredag. Afgørelsen betyder, at Alitalia skal tilbagebetale hele summen, inklusive renter, til den italienske stat.
Lånene gav flyselskabet en uretfærdig fordel over for konkurrenter. Derfor var støtten fra staten imod reglerne. Det fortæller Margrethe Vestager, EU-kommissær med ansvar for konkurrence.
- Efter vores dybdegående undersøgelse er vi nået frem til den konklusion, at de to offentlige lån til en værdi af 900 millioner euro givet af Italien til Alitalia gav selskabet en unfair fordel over dets konkurrenter i strid med EU's regler for statsstøtte.
- Pengene skal nu betales tilbage til Italien af Alitalia for at genoprette de lige forhold i den europæiske luftfartsindustri, siger hun i en meddelelse.
Sagen har udgangspunkt i 2017, hvor Alitalia havde desperat brug for likviditet.
For at holde flyselskabet oven vande besluttede Italien i henholdsvis maj og oktober 2017 at udstede to lån, der samlet løb op i 900 millioner euro.
I april 2018 gik EU-Kommissionen ind i sagen. Den havde modtaget flere klager fra konkurrerende flyselskaber, som mente, at lånene var i strid med EU's regler for statsstøtte.
Og over tre år senere konkluderer EU-Kommissionen altså, at støtten var imod reglerne, fordi det medførte en unfair økonomisk fordel for flyselskabet i forhold til dets konkurrenter i den europæiske luftfartsindustri.
EU-Kommissionen har fredag også taget en anden beslutning, som handler om den italienske luftfartsindustri.
Den har givet grønt lys til det nye statsejede flyselskab Italia Trasporto Aereo (ITA), som erstatter Alitalia. ITA vil efter planen flyve fra midten af oktober.
Brandet Alitalia vil blive solgt i åbent udbud.
I afgørelsen gør EU-Kommissionen det samtidig klart, at det ITA ikke skal hæfte for den ulovlige statsstøtte til Alitalia. Dermed kan selskabet begynde flyvningen med rent bord.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie