Vestlige våben i tusindvis er ikke nok til at holde russerne i skak

USA har lovet at sende det avancerede missilsystem Himars til Ukraine. Foto: Fayez Nureldine/Ritzau Scanpix

Ukraine har behov for Vestlige våben til at holde fast i det østlige Ukraine. Men det kniber med at få nok våben til landet - og at få dem leveret tids nok.

Offentliggjort Sidst opdateret

Over 100 dage er gået, siden Rusland indledte krigen i Ukraine.

Ukrainerne kæmper en brav kamp for at forsvare den østlige del af landet, hvor Rusland vinder frem.

Men det er svært at holde stand. Ukrainerne venter på våben fra Vesten, der er nødvendige for at holde russerne i skak.

Den amerikanske kongres vedtog i denne uge, at USA donerer en våbenpakke til en værdi af 700 millioner dollar.

I den indgår blandt andet et avanceret missilsystem af typen Himars. Det kan ramme mål inden for en afstand på cirka 80 kilometer.

Hjælpen lader dog vente på sig. Det fortæller guvernøren for Luhansk-regionen, Serhij Hajdaj.

- Den (våbenpakken, red.) er allerede forsinket.

- Vores vestlige partnere hjælper os. Men kvantiteten af våben og ammunition, som de sender til os, er ikke nok, siger han.

Tusinder er blevet dræbt, og mere end seks millioner ukrainerne er flygtet ud af landet, siden Rusland indledte invasionen den 24. februar.

En femtedel af landet er nu under russisk kontrol. Foran en forsamling af vestlige embedsmænd i Bratislava i Slovakiet sagde Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, torsdag via video, at krigen nu står ved "et vendepunkt", der afhænger af våben fra Vesten.

Zelenskyj har ved flere andre lejligheder opfordret vestlige lande til at sende våben til Ukraine.

- Min fornemmelse er, at Vesten har lavet en stor fejl.

- Amerikanerne skulle have givet Ukraine Himars (missilsystemet, red.) for seks uger siden, da Rusland var på retræte, siger Jamie Shea, medlem af tænketanken "Friends of Europe".

Danmark har også i flere omgange sendt våben til Ukraine. Senest var der planer om at sende omkring 20 pansrede kampvogne til landet.

Ukraine har modtaget flere haubitsere, der er kortløbende kanoner, til at kæmpe mod Rusland. Foto: Ints Kalnins/Reuters

Det blev dog blokeret af Schweiz onsdag. Det var muligt, fordi vognene var indkøbt i Schweiz.

På grund af landets neutralitetspolitik har det i henhold til kontrakten mulighed for at bestemme, hvilket materiel der skal eksporteres til andre lande.

Ifølge militæranalytikere kan to faktorer bestemme, hvor stor en succes den vestlige hjælpeindsat bliver: fart og kvantitet.

- Ukraine har modtaget omkring 100 haubitsere (kortløbede kanoner, red.) fra USA. Næsten alle af dem er i Ukraine, siger Serhij Zgurets, som er chefredaktør for mediet Defense Express.

- Men problemet er, at de har brug for mindst fem gange så mange af den type våben for at sikre en nogenlunde balance i våbenstyrke.

Det kan tage op til fire uger at få vestlige våben gjort klar til kamp. Levering og træning er medregnet i tiden.

Det missilsystem, som USA sender til Ukraine, kan vise sig at være en stor fordel i krigen.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har ved flere lejligheder opfordret Vestlige lande til at sende våben til Ukraine. Foto: Str/Ritzau Scanpix

Med den lange rækkevidde reducerer det eksponeringen for angreb for ukrainske artillerister.

Samtidig øger det både hastighed og nøjagtighed i forhold til at ramme russiske mål.

Himars kan også gøre Ukraine i stand til at angribe forsyningslinjer dybt bag russerne.

USA besluttede at sende missilsystemet efter at have fået lovning på, at våbnene ikke ville blive brugt til at ramme mål inden for russisk territorium.

Rusland har svaret hårdt igen på de vestlige landes leverancer af våben.

Ifølge Ruslands præsident Vladimir Putins talsmand, Dmitrij Peskov, vil våbnene kun betyde "mere lidelse" i Ukraine.

Det skriver det russiske nyhedsbureau Tass.

- At Ukraine bliver pumpet med et stigende antal sofistikerede våben, påvirker ikke parametrene for Ruslands særlige militære operation.

- Men det vil bringe mere lidelse til Ukraine, som har været et værktøj i hænderne på dem, der forsyner landet med våben, siger Peskov.

/ritzau/Reuters

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu