Volden rasede videre mens syrerne stemte

Mens valgstederne i det meste af landet lukkede klokken 19 lokal tid, måtte valgstederne i nogle områder holde åbent til klokken 22 lokal tid på grund af stor valgdeltagelse, rapporterer statsligt syrisk tv.

I byen Sweida i det sydvestlige Syrien, hvor mange fra det drusiske mindretal bor, fortæller en kvindelig vælger, at hun har stemt for den ny forfatning, selv om den langt fra er tilstrækkelig, siger hun.

- Vi er ikke dumme. Vi ved, at den nye tekst langt fra lever op til befolkningens ønsker, men det at stemme er et tegn på, at vi bakker op om stabiliteten og afviser den borgerkrig, der truer vores land, siger hun.

USA har betegnet folkeafstemningen om den ny forfatning som "latterlig", og udenrigsminister Hillary Clinton advarer endnu en gang om, at den alvorlige situation i Syrien kan ende i regulær borgerkrig.

Samtidig sendte hun en opfordring til regimets soldater om at undlade at anvende vold mod civile.

- Vi appellerer til medlemmerne af den syriske hær til at lade deres land komme i første række, sagde Clinton.

Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der kritisk rapporterer om udviklingen i Syrien, siger, at mindst 34 civile er dræbt i løbet af søndagen, først og fremmest i den oprørske by Homs.

Også 23 regeringssoldater meldes dræbt i kampe søndag, siger organisationen.

Oppositionen, der i knap et år har kæmpet mod Assads styre, har boykottet valget og affejer den ny forfatning som ren kosmetik.

Situationen i landet vil da heller ikke ændre sig det mindste efter folkeafstemningen, vurderer Jakob Skovgaard-Petersen, professor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet.

- Folkeafstemningen er et forsøg på at vise, at man reformerer, men det er ikke ægte reformer. For forfatningen vil bekræfte præsidentens absolutte magt, siger han.

Den ny forfatning indebærer blandt andet, at Assad kan blive siddende som præsident frem til 2028, og at han fortsat kan udpege premierministeren og regeringen samt nedlægge veto mod lovforslag, han ikke bryder sig om.

/ritzau/AFP

Mens oppositionen havde opfordret til et boykot, gik vælgere over store dele af Syrien søndag mod stemmelokalerne for at deltage i folkeafstemningen om den ny forfatning, som præsident Bashar al-Assad har fremlagt.

Offentliggjort Sidst opdateret