Von der Leyen kalder ny homolov i Ungarn en skændsel
Da Ungarns parlament torsdag i sidste uge vedtog en lov, som ifølge kritikere angriber homoseksuelle, mødte demonstranter op i Budapest. En demonstrant skriver her under på en protesterklæring. Foto: Bernadett Szabo/Reuters
Bernadett Szabo/Reuters
Under møde med Kommissionen kræver EU-lande Ungarn stillet for Den Europæiske Domstol for kontroversiel lov.
EU's kommissionsformand, Ursula von der Leyen, kalder en ny ungarsk lov om seksuelle minoriteter en skændsel, og hun truer med at tage retlige skridt mod Ungarn.
- Den ungarske lov er en skændsel, siger hun.
- Jeg har givet den ansvarlige kommissær besked om at skrive et brev til de ungarske myndigheder, hvor vi udtrykker vores juridiske forbehold, inden loven træder i kraft.
Under et møde i Luxembourg har 13 EU-lande opfordret Kommissionen til at stævne Ungarn ved EU's højeste domstol i sagen om den nye lov.
Den ungarske lov blev vedtaget torsdag i sidste uge. Den påbyder, at film og bøger til unge kun må omhandle seksualitet som noget, der foregår mellem en mand og en kvinde.
Den forbyder også reklamer, der portrætterer homoseksualitet som en del af et normalt samfund.
- Denne lov diskriminerer klart folk på grundlag af deres seksuelle orientering. Jeg vil bruge al Kommissionens magt for at sikre, at alle EU-borgeres rettigheder sikres, siger von der Leyen.
Ungarns premierminister, Viktor Orbán, afviser von der Leyens kritik. Han siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at den nye lov beskytter børns rettigheder, og at den "ikke indeholder nogen diskriminerende elementer".
Onsdag aften mødes Tyskland og Ungarn i fodbold-EM på det store stadion i München. Byens overborgmester, Dieter Reiter, havde ønsket at lyse stadion op i regnbuens farver - et velkendt symbol for seksuelle minoriteter.
Men det blev afvist af det europæiske fodboldforbund, UEFA. Forbundet mente, at det ville blive en politisk markering.
Tidligere er det blevet demonstreret, at Kommissionen ikke har mange muligheder for at handle over for lande, der bryder med EU's charter om grundlæggende rettigheder.
Det har især vist sig over for Ungarn og Polen.
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie