Yderligere tre er anholdt for London-drab
Tre dage efter det brutale knivdrab på den britiske soldat Lee Rigby er yderligere tre personer blevet anholdt i sagen.
Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.
De tre mænd blev anholdt lørdag på mistanke om en sammensværgelse om at myrde den britiske soldat, der onsdag blev stukket ned og dræbt på åben gade i London af to personer, som menes at være nigerianskfødte islamister.
To af lørdagens anholdte mænd - der er henholdsvis 24 og 28 år - blev anholdt på en adresse i London, mens den sidste - en 21-årig - blev anholdt på åben gade i den britiske hovedstad.
Ved anholdelsen af den 21-årige og den 28-årige måtte politiet bruge elektriske pistoler, men politiet oplyser, at de anholdte efterfølgende ikke behøvede lægehjælp.
Politiet oplyser ikke, hvilken forbindelse de tre anholdte har til knivdrabet.
Dermed er antallet af anholdte for knivdrabet nu oppe på fem personer udover de to mænd, der blev filmet på gerningsstedet med blod på hænderne.
Torsdag oplyste Scotland Yard nemlig, at de havde foretaget to yderligere anholdelser i den makabre sag, nemlig af en 29-årig kvinde og en jævnaldrende mand.
Begge de to mænd, der var involveret i onsdagens angreb, synes at have været kristne, som er konverteret til islam. De menes begge at være britiske statsborgere af nigeriansk oprindelse.
De blev begge skudt af politiet ved gerningsstedet og er indlagt på to forskellige hospitaler i den britiske hovedstad. De er begge uden for livsfare.
Motivet er angiveligt hævn for krige i muslimske lande. I en video, der blev udsendt af ITV's nyheder, stod en af de mistænkte få minutter efter drabet og holdt to knive i sine blodige hænder.
- Vi sværger ved Allah den almægtige, at vi aldrig vil holde op med at bekæmpe jer, råbte han til kameraet.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie