Yderligere tre mistænkte varetægtsfængsles efter Moskva-angreb
Det udbrændte Crocus City Hall ses her mandag efter angrebet fredag. Foto: Olga Maltseva/Ritzau Scanpix
Ifølge retsdokumenter hjalp tre yderligere mistænkte med transport til fire hovedmistænkte.
Yderligere tre personer er mandag blevet varetægtsfængslet efter angrebet mod en koncertsal i udkanten af Moskva fredag.
Det skriver det statsejede russiske nyhedsbureau Tass.
Sent søndag og natten til mandag blev fire hovedmistænkte varetægtsfængslet.
Dermed er der i alt syv fængslede personer, efter at mænd skød mod koncertgængere i koncertsalen Crocus City Hall i udkanten af Moskva, inden der blev sat ild til bygningen.
De seneste tre fremstillede personer sigtes ifølge Tass efter russisk terrorlovgivning og risikerer straffe på livstid.
Retsdokumenter viser ifølge The Washington Post, at efterforskere tror, at de tre mænd hjalp de fire hovedmistænkte med transport.
De tre varetægtsfængsles frem til 22. maj, oplyser en russisk domstol på beskedtjenesten Telegram.
I alt er 11 blevet anholdt i forbindelse med massakren.
De fire, som blev fremstillet først, havde tydelige tegn på mishandling og kommer alle fra Tadsjikistan.
Angrebet på koncerthuset i Krasnogorsk i udkanten af Moskva fredag aften har foreløbig kostet 137 mennesker livet ifølge de russiske myndigheder. 182 blev såret.
En gruppe inden for Islamisk Stat ved navn IS-K har taget skylden for angrebet.
Det står for Islamisk Stat-Khorasan, som er en gruppe, der opstod i det østlige Afghanistan i slutningen af 2014. Det er en af de mest aktive regionale underafdelinger af Islamisk Stat.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, har antydet, at Ukraine har forbindelser til angrebet.
Putin fremhævede, at de blev overmandet i regionen Bryansk, da de i bil var på vej til nabolandet, der er i krig med Rusland.
Ukraine har pure afvist forbindelser til angrebet. Både Frankrig og USA har sagt, at efterretninger peger i retning af IS.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie