Zelenskyj: Russisk offensiv i Ukraine forhales af vores Kursk-angreb
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, efterlyser blandt andet dette britiske krydsermissil, Storm Shadow, til at kunne angribe mål i Rusland. Han ønsker også langtrækkende amerikanske raketter, ATACMS, til samme formål. Både USA og Storbritannien har været tøvende. (Arkivfoto). Foto: Lewis Joly/Ritzau Scanpix
Ifølge den ukrainske præsident kæmper 40.000 russiske soldater i Kursk, som Ukraine angreb i august.
Den Ukrainske offensiv i den russiske grænseregion Kursk har forhalet Ruslands fremrykning i det østlige Ukraine.
Det siger Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, på en konference i Kyiv.
Ukraine foretog sit overraskende angreb ind i Kursk 6. august. Her lykkedes det at trænge mange kilometer ind i Rusland.
Rusland har i denne uge oplyst, at det har generobret flere landsbyer i Kursk.
- Det gav det resultat, vi forventede. I Kharkiv-regionen er fjenden blevet stoppet. Fremgangen i Donetsk-regionen er blevet forhalet, skønt det er meget svært der, siger Zelenskyj.
Han fortæller, at der for øjeblikket er 40.000 russiske soldater, som kæmper i regionen Kursk.
Det ukrainske angreb på Kursk kom helt uventet for Rusland. Det er første gang siden Anden Verdenskrig, at en så stor fjendtlig styrke står på russisk territorium.
Rusland har besvaret den ukrainske offensiv i Kursk med de heftigste raket- og droneangreb på ukrainske byer og energianlæg under den mere end to et halvt år lange krig.
Det har fået Zelenskyj til at presse på for at få USA's og Storbritanniens accept til at bruge langtrækkende raketter af typen ATACMS og Storm Shadow til at ramme mål i Rusland, hvorfra Ukraine angribes.
USA's præsident, Joe Biden, har antydet, at USA vil korrigere sin hidtil afvisende politik. Han mødes fredag i Washington med den britiske premierminister, Keir Starmer.
Zelenskyj bekræftede tidligere på dagen, at 49 ukrainere i russiske fængsler er frigivet i forbindelse med en fangeudveksling.
De blev taget imod ved Ukraines grænsen til Hviderusland.
Men det fremgår ikke, hvor mange russere der er sendt tilbage.
Fangeudvekslinger er sket en række gange under den mere end to et halvt år lange krig.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie