Zelenskyj: Vi vil besvare russiske raketangreb med F-16-fly

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, på en ikke navngivet base i Ukraine, da han 4. august kunne præsentere de første F-16-kampfly, der er doneret til landet af Danmark og Holland. Foto: Efrem Lukatsky/Ritzau Scanpix

Ukraine modtog i sommer de første af en række F-16-kampfly, som Danmark og Holland donerer.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger, at de seneste dages russiske drone- og raketangreb i Ukraine vil blive besvaret af de F-16-fly, som Danmark og Holland har doneret til det ukrainske militær.

- Vi har allerede destrueret nogle missiler og droner ved at bruge F-16-fly, siger han på engelsk under et pressemøde i hovedstaden Kyiv.

Han uddyber det ikke nærmere.

Ukraine modtog i sommer de første F-16-fly. Det er indtil videre ikke oplyst, hvor mange der er tale om.

Danmark har lovet at donere i alt 19 F-16-fly fra det danske luftvåben. Holland vil levere 24.

Norge har givet tilsagn om snarlige donationer af det amerikansk producerede kampfly, der i årtier har været en hjørnesten i Natos luftforsvar.

/ritzau/AFP