Det er ikke kun i Københavnsområdet, at der er penge at spare på togbilletten, hvis man køber til en destination, der ligger længere væk, end der hvor man egentlig skal til.
Bor man i Nykøbing, men arbejder i Næstved, kan det for eksempel ikke betale sig kun at købe et periodekort til Næstved. Køber man i stedet et kort, der gælder til Ringsted, som ligger omkring 26 kilometer længere væk, er der nemlig en hel del penge at spare. Helt præcist 905 kroner.
Mens et periodekort mellem Nykøbing og Næstved koster 2.324 kroner, koster et til strækningen mellem Nykøbing og Ringsted nemlig 1.420 kroner.
Hos DSB lyder forklaringen på de meget forskellige priser, at man i det ene tilfælde bevæger sig mellem to forskellige zonegrænser, mens man i det andet holder sig inden for én grænse.
- Hvis man rejser inden for en region, er det denne regions trafikselskab, der fastsætter taksterne. Og disse takster skal kunne betale alle de typer af rejser, der er mulighed for at foretage i regionen. På de tværregionale rejser er det derimod DSB’s rettighed at fastsætte prisen, forklarer Karen Rønberg, der er regionschef i DSB Salg i Sjælland og København.
Som også DR1-programmet Kontant tirsdag aften kunne fortælle, er det samtidig en rabat-mulighed, man som kunde selv skal kende til. En undersøgelse, som Kontant har foretaget med skjult kamera, viser nemlig, at ingen af de fem adspurgte sælgere, gør kunderne opmærksom på, at de har mulighed for at spare penge. Men det skal i fremtiden være anderledes, oplyser Karen Røndberg.
- Vi er ikke interesserede i, at vores kunder føler sig dårligt vejledt. Derfor arbejder vi også på en teknisk løsning, der gør, at sælgeren får to muligheder op på sin skærm, når en billet skal sælges. På den måde kan vedkommende bedre vejlede kunden, siger Karen Rønberg og tilføjer:
- Et problem ved at vælge den billigste løsning, i dette tilfælde Nykøbing-Ringsted er dog, at der er forskel på, hvilken bustilslutning man kan bruge. Man kan med andre ord ikke skifte til bus i Næstved, hvis ens periodekort gælder til Ringsted.
Hvornår den nye tekniske løsning bliver en realitet, kan Karen Rønberg dog ikke fortælle.
- Arbejdet begyndte først i dag, og det bliver en lang proces, siger hun.
Kender du til andre alternative ruter, hvor man som passager eller pendler kan spare penge? Så skriv til mgr@folketidende.dk eller her i kommentarfeltet.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie