Skolelærer sneet ind på skole

- Jeg lider absolut ingen nød, jeg har lavet te og været på rov i spirens køleskab, der er dejlig varme og jeg binder bøger ind og ser gode udsendelser fra norsk fjernsyn. Det er såmænd helt hyggeligt. Folk er også rigtig søde til at ringe til mig.
Så alt er vel her på Brydebjergskolen, skriver Anne Mette Hansen tirsdag aften på Facebook, da en kollega ligeledes på facebook har efterlyst en traktor til at undsætte Anne Mette Hansen.

 
Hun afviser tirsdag aften da Folketidende.dk får kontakt til hende, at der er nogen dramatik i, at hun ikke kunne komme hjem.
 
- Jeg talte med min mand, da vi her på skole havde sendt børnene hjem ved 13 tiden. Han kunne fortælle, at vores lille vej allerede var føget til. Vi bor på en vej, som ikke bliver ryddet, så der var ingen grund til at forsøge at tage hjem.
Anne Mette Hansen fortæller, at hun har fundet et tæppe på skolen og overnatter på en sofa. Så er hun klar hvis hendes elever i 1. og 3. klasse onsdag morgen kan komme i skole.
 
Foto: Sommerbillede fra Brydebjergskolen. Arkivfoto Anders Knudsen

Anne Mette Hansen er skolelærer og bibliotekar på Brydebjergskolen på Østlolland. Hun har opgivet at komme de få kilometer hjem til Bunkevej ved Lille Musse.

Offentliggjort Sidst opdateret