På Fejø har Elsa Maria Giuseppina Angen ført sine drømme ud i livet. Foto: Eva Højrup
Hun har forvandlet en tilgroet grund til en frodig madskov
Med højbede, frugttræer, urter og insekthoteller vil Elsa Maria Giuseppina Angen vise, at man kan dyrke meget mad på lidt plads, samtidig med at vi passer på naturen.
- Da jeg gik hjem i går, blev jeg helt rørt over mit paradis. Jeg havde kurven fyldt med så meget mad, at jeg slet ikke kan spise det hele, fortæller Elsa Maria Giuseppina Angen, der ejer Fejø Økologiske Madskov.
Allerede i telefonen, da interviewaftalen kommer i stand, kan man mærke, at det er en ildsjæl, der råder og regerer på den 6000 kvadratmeter store grund på Fejø.
Meget mad på lidt plads
Der bliver gravet, luget, plantet og forberedt nye højbede, og nu er det høsttid, og afgrøderne vælter op af jorden.
- Jeg vil gerne være med til at vise, at man kan dyrke sindssygt meget mad på lidt plads uden at forurene, siger hun.
Annonce
Elsa Maria Giuseppina Angen ved ingen til haven - hun har bygget et Fort Knox - hegnet haven ind - på grund af rådyrene, fortæller hun. Foto: Eva Højrup
Hun er født på Frederiksberg med en dansk far og en italiensk mor. På grund af faderens arbejde flyttede de meget.
- Vi flyttede 16 gange og kom blandt andet til Frøbjerg Banker på Fyn. Vi flyttede helt ud på landet til en gammel gård, der lå på en bakke. Jeg kom meget på nabogården, hvor de havde heste.
Sommerferie i italien
Det var der, hun fik interessen for naturen, fortæller hun.
- De havde så meget på gårdene dengang: En stor køkkenhave, frugttræer og frugtbuske.
- Vi var en stor familie i Italien, og når jeg var på sommerferie, oplevede jeg, hvordan tomater og abrikoser kunne smage. Min mor kunne de bedste opskrifter med figner, græskar, bønner og urter, det voksede hun op på under krigen, siger hun.
- Skovhaven er mest af alt en inspirationshave. Det er mit Little Italy, fortæller Elsa Maria Giuseppina Angen. Foto: Eva Højrup
Ikke stress og jag
Elsa Maria Giuseppina Angens opskrift på Fichi al burro finder du herunder. Privat foto.
Det var lidt et tilfælde, at Elsa Maria Giuseppina Angen og hendes norske mand endte på Fejø.
- Vi boede i Sakskøbing og sejlede lidt rundt i Smålandshavet, og så endte vi her.
- Vi var sådan … jamen … wauw, det er jo Morten Korch. Her var så fredeligt og roligt, og folk cyklede rundt. Der var ikke det der stress og jag. Der var hilsepligt. Og så var der prisen, fortæller hun.
Annonce
- Vi kiggede på huset og grunden her, og jeg var lige ved at græde. Jeg stod ude ved flagstangen og sagde: ”Jeg vil have det her. Jeg vil have det her.” Beliggenheden var fantastisk. Det ligger helt for sig selv ved vandet og kirken.
- Så jeg blev forelsket. Jeg var ligeglad, jeg ville bare have det – og lånte 10.000 kroner af min mor.
Skrammel overalt
Det er 10 år siden.
Fichi al burro: Figner stegt i smør
Friske, modne figner, smør, 1 lille fed hvidløg, lidt frisk rosmarin eller timian, en smule salt, evt. honning.
Sådan gør du:
Skær fignerne i halve.
Smelt smørret på en pande ved middelhøj varme.
Læg fignerne med skærefladen nedad.
Steg dem 1-2 minutter, så de bliver gyldne og let karamelliserede.
Tilsæt eventuelt et let knust fed hvidløg og lidt rosmarin det sidste minut.
Vend forsigtigt fignerne og giv dem yderligere 30 sekunder.
Server straks med lidt af det varme smør over.
Kan også serveres med Burrata eller gedeost og eventuelt parmaskinke eller med creme fraiche og lidt honning og lidt nødder
Grunden havde tidligere været en frugtplantage, men var ikke blevet passet i mange år og var derfor helt groet til. Men forskellige træer dukkede frem, da de befriede dem for krat og brombær. Den tidligere ejer havde plantet eksotiske træer, som et abetræ og et trompetkronetræ – og der var morbær og vin.
- Der lå gammelt skrammel overalt. Vi ryddede op hver weekend i flere år, og huset skulle også renoveres. Der var vand i kælderen, taget var utæt, og gulvene knækkede, fortæller hun.
Et utal af kurser
Siden er det blevet til et utal af kurser inden for blandt andet regenerativt landbrug, permakultur, biodiversitet og skovhaver, og to landskabsarkitekter har hjulpet med at designe haven, der bliver til et lukket økosystem i løbet af de næste ti år.
Der er plantet træer, blandt andet figner, abrikoser og mandler. Der er bunddække, frugtbuske og højbede, der bugner af squash, græskar, bønner, løg, hvidløg og krydderurter.
- Derudover er der mikrohabitater og insekthoteller – til glæde for fugle og insekter, fortæller hun.
Annonce
Ikke selvforsynende længere
Elsa Maria Giuseppina Angen har noget på hjerte i forhold til den debat, der i øjeblikket er i gang om landbruget og befolkningens ønske om mere skånsom dyrkning og mere natur.
- Jeg kan være bekymret for den næste generation. Kan de komme ud og gå en tur i naturen – eller skal de gå på asfalt?
- Kan de smage mad, der ikke kommer fra udlandet? Vi er jo ikke selvforsynende mere. Alt skal være stort og effektivt. Jord bliver opkøbt, og alt, der står i vejen, bliver fjernet, så de kan komme til med de store maskiner. Skel og gamle træer forsvinder. Det er frygteligt, siger hun.
En inspirationshave
Selve forretningen bliver man ikke rig af, fortæller Elsa Maria Giuseppina Angen. Entré til skovhaven koster 150 kroner.
Huset på grunden er sat i stand og bliver lejet ud på landfolk.dk, og selv er familien flyttet ned i et andet hus lige om hjørnet.
I køkkenet tørrer Elsa Maria Giuseppina Angen sine afgrøder og sætter dem på hylden til vinteren kommer. Foto: Eva Højrup
- Jeg kommer ikke til at tjene det helt store. Det er mest af alt en inspirationshave. Jeg vil gerne bevise, at man kan leve og dyrke sin jord og gøre den frugtbar. Det har jeg brugt seks år på. Det er mit Little Italy, siger Elsa Maria Giuseppina Angen.
Hvad er en skovhave?
En skovhave er verdens ældste form for landbrug
Den findes i Indien og i Sydamerika.
Den er selvforsynende og klimarobust med planter, der understøtter hinanden.
Martin Crawford, der er leder af Agroforestry Research Trust i England, står bag genindførelsen af skovhaver i Europa med en testgrund i Devon. Han har skrevet Creating a Forest Garden og How to Grow Perennial Vegetables.
Seneste artikler
Finansministeren flytter til Nakskov for en dag
Opfordring fra ny formand: - Klag noget mere, du kan få ret
Hund reddet ud: Brand i bil udviklede masser af røg
Nyt om opsagte abonnementer: - Jeg giver Folketidende en mulighed til
Annonce: Effektiv trappevask giver ro og tryghed i opgangen
Mest læste artikler
Efter syv års nabostrid: Nu lukker populær attraktion
Whitsun Festival på Lolland aflyses i 2027
Personer satte ild til bil efter natligt færdselsuheld
Landets bedste Netto ligger på Lolland
Kæmpe løft af øerne: - Det er vanvittigt, at det kan lade sig gøre