På Lolland er livet alt for kort

Et godt, langt liv. Det er, hvad man helst skal opleve, når man bor i Danmark. Og sådan et, det slutter helst efter, man har passeret de 80 år. 

- At dø før 75, det er for tidligt i Danmark, siger overlæge og professor Peter Vedsted. Han er forskningsleder ved Institut for Folkesundhed i Forskningsenheden for Almen Praksis ved Aarhus Universitet og står bag den undersøgelse, der blev offentliggjort i 2022. Her kortlagde han risikoen for at dø for tidligt helt ned i hvert af de mere end 2000 sogne, der findes i Danmark. 

- Der er nogle, der dør før 75 år, fordi man bliver ramt af forskellige sygdomme som fx kræft, og der er også nogle, der kører galt osv., men generelt set skal man ikke dø, før man er 75 år, fortæller han. 

Men det gør man på Lolland-Falster.

Peter Vedsted har blandt andet undersøgt, hvor ofte man går til læge, er på hospitalet, bliver henvist til speciallæge og så hvor gammel man er, når man dør.

- Når man ser sådan et billede, som man ser på Lolland-Falster, er man ligesom ramt på tre områder, lyder det fra forskeren.

Han forklarer, at der for det første er dårligere adgang til sundhedsvæsenet for dem, der har behov. For det andet er det ekstra svært at være socialt udsat netop her – man klarer sig simpelthen dårligere end tilsvarende grupper i andre dele af landet. Og for det tredje har mennesker med en god social position en tendens til at trænge sig foran i sundhedssystemet, forklarer han.

Den omvendte omsorgslov

På Lolland og Falster er der færre læger pr. borger i området end i resten af landet. Befolkningen går også sjældnere til læge end i resten af landet. Det gælder især for dem, der har størst behov.

- Det er det, vi kalder den omvendte omsorgslov. Det er dem med størst behov, der får mindst. Det er det, man ser på Lolland-Falster, siger Peter Vedsted og understreger, at med undtagelse af nogle små ”meget, meget specielle boligområder”, er det i hele landet kun Lolland-Falster, hvor man i større skala kan se den omvendte omsorgslov folde sig ud.

Sundhedsvæsenet er ikke fulgt med

Der er flere grunde til, at uligheden bider sig ekstra fast på Lolland-Falster. Ifølge Peter Vedsted handler det delvist om, at mange med dårlige livsvilkår er flyttet dertil, fordi boligerne er billige. Men det skyldes også, at velfærden ikke har flyttet sig sammen med befolkningen.

- De praktiserende læger er ikke fulgt med. Sundhedsvæsenet er ikke fulgt med derhen, hvor dem med størst behov bor. Måske er der også andre ting, der ikke er fulgt med. Hele den kommunale indsats, civilsamfundsindsatsen, alt omkring initiativer om at spise sundt og motionere osv. Måske er det heller ikke fulgt med derhen, hvor borgerne har det dårligst, siger han.

Han peger på kombinationen af en befolkning på Lolland-Falster, der har en højere sygdomsbyrde samtidig med, at området er underforsynet med praktiserende læger.

- Der burde måske nok være 15-20 procent flere praktiserende læger på Lolland-Falster, end i resten af Danmark i forhold til den profil, man har nu, konstaterer han.

Reel ulighed i overlevelse

Peter Vedsted forklarer, at selv når forskerne korrigerer for sociale forskelle i analyserne, står uligheden stadig tilbage.

- Tænk nu, hvis vi alle sammen var fuldstændig ens rent socialt. Så burde der jo ikke være den her forskel. Og så burde vi jo alle sammen klare os lige godt, men der kan vi se, at der er nogle steder, hvor, selvom vi korrigerer for det, vi kan se, at det gør man slet ikke. Og det er jo den reelle ulighed, slår han fast.

Et sundhedsvæsen for middelklassen

Men billedet af Lolland-Falster er ikke entydigt negativt. For dem, der er godt stillet socialt, ser det anderledes ud.

- Hvis man er socialt godt stillet, altså hvis man har en høj uddannelse og høj indkomst, så er risikoen for at dø, før man er 75, den samme som andre steder i Danmark, fortæller han.

Det skyldes ifølge Peter Vedsted, at de borgere, der har en høj social status, ganske enkelt er bedre til at navigere i sundhedsvæsenet. De ved, hvordan man får en henvisning eller presser på for en tid, forklarer Peter Vedsted.

- Det, vi kan se, er, at det er dem, der får henvisningerne til speciallæger og til hospitalet. Vi plejer at kalde det middelklassens sundhedsvæsen. Altså det, at du taler et sprog ind i sundhedsvæsenet, gør, at du bedre kan navigere i det, siger han. Hvis man derimod ikke har en høj social status, så ”er man ramt af, at dem, der har en høj social position, møver sig ind foran en”.

Peter Vedsted forklarer, at der er stor forskel på, hvordan mødet med lægen opleves. 

- Hvis du får et nej fra din praktiserende læge: ’Nej, jeg har først tid om 14 dage’, så er der nogle mennesker, som har en lav, social position, som reagerer med: “De vil ikke have mig. De vil ikke se mig. Jeg kan ikke komme ind, så jeg kan lige så godt give op”, siger Peter Vedsted. 

Det udsagn er Peter Wied, der er formand for Praktiserende Lægers Organisation Sjælland, ikke enig i. Du kan læse hans respons i boksen "Formanden genkender ikke billedet" her på siden.

Den faste læge er afgørende

En af de mest centrale løsninger på problemet er ifølge Peter Vedsted at sikre, at befolkningen på Lolland-Falster har adgang til en fast, praktiserende læge.

- Det er den løsning, der giver størst kontinuitet, og hvor man kender sine patienter, og man ved, hvad deres behov er osv. Det, ved vi, både sænker dødeligheden og har en stor betydning, selvfølgelig for patienttilfredsheden, men også for, hvor meget man så bruger andre dele af sundhedsvæsenet. De bliver ikke henvist nær så meget, og de kommer ikke nær så meget på akutmodtagelse, fortæller han.

Formanden genkender ikke billedet

Peter Wied, formand for Praktiserende Lægers Organisation, Sjælland

Hvordan forholder PLO sig til kritikken af, at almen praksis i praksis fungerer som et "middelklassens sundhedsvæsen", hvor borgere med høj social status ”møver sig ind foran” og nemmere får adgang til henvisninger og behandling?

- Jeg vil sige, at jeg kan ikke genkende det, han skitserer der. Jeg synes ikke, det er korrekt. Jeg tror, jeg er nødt til at starte et andet sted. Vi er enige om, at der er lægemangel i Danmark og i særdeleshed lægemangel på Lolland og Falster og mange andre steder i Region Sjælland. Det betyder, at vi ikke er nok mange læger, og at vi ikke har så mange ressourcer til at tage os af vores patienter, siger han. 

- Men jeg kan simpelthen ikke genkende, at de bedre stillede møver sig ind foran de andre. At vi skulle lade de mindre ressourcestærke i stikken, det synes jeg er en uretfærdig kritik af mig og mine kolleger, fordi jeg synes jo netop, at vi har meget opmærksomhed på at tilgodese dem, der har mest behov. Men det er selvfølgelig rigtigt, at der som følge af den lægemangel, der er hernede, kan opleves længere ventetid, end vi kunne tænke os. Det er jo det, sundhedsreformen skal løse med, at vi nu bliver nogle flere kolleger. 

- Det, der også skal tages med i det, er, hvad er det for nogle klinikker, hvor det her det foregår. Der er vi nødt til at skelne mellem, at der er nogle traditionelle PLO-klinikker, altså familielægeklinikker, som er drevet af sådan nogle som mig, der har en lille virksomhed med nogle få ansatte eller også er vi nogle mindre lægehuse med nogle få læger, men som har en fast stab af læger i klinikken. Det er sådan den traditionelle model. Og så på den anden side har vi det, vi kalder stråmandsklinikker eller koncernklinikker, som opererer under samme vilkår, men som bruger skiftende læger. Det er klart, at det kan give en lidt forskelligartet service og håndtering af patienterne. Jeg kan slet ikke genkende det, som han (Peter Vedsted, red.) giver udtryk for der. Hverken at vi skulle negligere patienterne eller at vores bedre stillede patienter skulle prøve at møve sig ind på bekostning af de andre. Det kan jeg slet ikke genkende.

Hvilket ansvar mener PLO, at de praktiserende læger har for at sikre, at socialt udsatte patienter ikke opgiver kontakten til sundhedsvæsenet – fx efter at være blevet afvist eller mødt af lang ventetid?

- Som udgangspunkt har alle patienter den samme mulighed, uanset om de er mere eller mindre bemidlede, og som nævnt synes jeg også, at vi som læger har en ekstra opmærksomhed på de patienter, som er ressourcesvage. Det ligger også i vores etiske kodeks, at vi prøver at bruge flest ressourcer på dem, der har det største behov. Det tænker jeg, vi alle sammen har som et vigtigt element i den måde, vi er læger på.