Regeringen vil fjerne strafrabatten til store børn, der begår kriminalitet. Med en forventet nedsættelse af den kriminelle lavalder betyder det, at dommere i fremtiden kan idømme 14-årige op til 16 års fængsel, som er den højeste tidsbestemte straf herhjemme, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten tirsdag.
I dag kan unge under 18 år - uanset forbrydelsens karakter - højst idømmes fængsel i otte år.
- Det virker ikke rimeligt, at gerningsmænd får automatisk rabat. Hensynet til ofret må veje tungere end hensynet til gerningsmandens alder. Er man gammel nok til at begå gerningen, er man også gammel nok til at få en straf som alle andre. Vi så dilemmaet i den spektakulære drabssag fra Aalborg, siger justitsminister Brian Mikkelsen (K), der henviser til den såkaldte Popendasag fra Nordjylland.
Her fik en 16-årig dreng først fire års fængsel for dødsvold mod Henrik Bjerremand Kristensen, som den 16-årige tilfældigt mødte efter en bytur. Det rejste et ramaskrig i befolkningen og hos politikerne. Siden ændrede Vestre Landsret det til en drabssag, så den 16-årige blev idømt syv års fængsel.
På forhånd har Brian Mikkelsen sikret sig et flertal for forslaget hos Venstre og Dansk Folkeparti. Dermed går politikerne imod et flertal i Ungdomskommissionen, der har anbefalet, at der ikke røres ved maksimumgrænsen på otte års fængsel.
SF's retsordfører, Karina Lorentzen, kalder det "sørgeligt", at regeringen på den måde vrager forslagene fra Danmarks fremmeste eksperter inden for ungdomskriminaliteten.
- Sammen med fodlænker til 12-årige og en lavalder på 14 år risikerer det at give mere kriminalitet og flere ofre, siger hun i en kommentar.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie