15-årig dreng anholdt for drab på pensionist i Lemvig

Midt- og Vestjyllands Politi anholdt mandag eftermiddag en kun 15-årig dreng, der sigtes for at have dræbt den 77-årige pensionist Else Johannsen i hendes hjem i Lemvig.

Offentliggjort Sidst opdateret

Else Johannesen blev lørdag formiddag fundet død i sin lejlighed af en hjemmehjælper, og en efterfølgende obduktion viste, at hun var blevet kvalt.

Mandag skred politiet så til anholdelse af den 15-årige.

Ifølge flere medier var det brugen af den 77-årige Else Johannesens kreditkort, der førte politiet på sporet af drengen.

- Vi blev ringet op af politiet i dag (mandag, red) ved 11-tiden. De sagde, at de kunne spore, at nogen havde forsøgt at bruge den 77-åriges kreditkort i vores webshop, siger indehaveren af sexshop.dk Michael Peter Hansen til tv2.dk og fortsætter:

- Vi har nu givet dem ip-adressen og de andre oplysninger, som vi registrerede om ham, der forsøgte at handle hos os. Det gælder både navn og adresse.

Ifølge Michael Peter Hansen blev kreditkortet brugt til at forsøge at købe et stykke sexlegetøj til 1839 kroner. Købet på hjemmesiden blev ifølge indehaveren forsøgt gjort klokken 04.50 natten til lørdag.

Omkring fem timer senere - klokken 10 - blev den 77-årige fundet død af en hjemmehjælper.

Hos Midt- og Vestjyllands Politi vil man hverken be- eller afkræfte oplysningerne om brugen af kreditkortet.

- Det har jeg ingen kommentarer til, siger politikommissær Jørgen Lauritsen til Ritzau.

Sidst, Else Johannesen blev set i live, var fredag aften klokken 20.15, da hun havde besøg af en veninde. Derfor bad politiet folk, der havde bemærket noget usædvanligt i området fra fredag aften til lørdag formiddag klokken 10, om at henvende sig.

Men det var ikke en henvendelse fra offentligheden, der førte politiet på sporet af den 15-årige dreng.

- Det var vores efterforskning, der førte til anholdelsen, siger politikommissæren.

I forbindelse med drabet forvandt offerets pung fra hendes lejlighed, og i et forsøg på at finde den indsamlede politiet omkring 30 affaldscontainere i Lemvig.

- Vi har nu sammen med beredskabet gennemgået de 30 containere. Vi har fundet nogle effekter, der skal undersøges nærmere, men pungen er ikke dukket op, siger Jørgen Lauritsen.

Tirsdag klokken 12.30 fremstilles den 15-årig i grundlovsforhør ved Retten i Holstebro. Her vil politiet kræve, at dørene bliver lukket for offentligheden.

/ritzau/