17-årig i bil på flugt sigtet for at kaste hammer mod politibil
Østjyllands Politi har sigtet en 17-årig dreng for blandt andet hærværk og vold mod tjenestemand. Natten til torsdag kastede han angiveligt en lægtehammer efter en politibil, som havde eftersat den bil, drengen var passager i. Ingen personer kom til skade, oplyser politiet. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
En vanvidsbilist angiveligt med bilen fuld af tyvekoster endte i en biljagt på flugt fra politiet.
En patrulje satte natten til torsdag efter en bil, der tiltrak sig opmærksomhed ved angiveligt at køre hasarderet gennem Grenaa i Østjylland.
Det oplyser pressemedarbejder ved Østjyllands Politi Mille Mørck Johansen.
Bilen var blandt andet oppe at køre 160 kilometer i en zone med en hastighedsgrænse på 60 og 140 kilometer i timen i en zone med 50.
- Den har nået omkring mange steder i Grenaa, siger Mille Mørck Johansen.
Bilen nåede også at køre over for rødt og imod ensretningen, noterede betjentene.
Politiet forsøgte først uden held at stoppe bilen, men det udviklede sig til en biljagt igennem byen, hvor en passager undervejs kastede en hammer mod politibilen.
- Bilen har tiltrukket opmærksomhed på den måde, den har kørt på, svarer pressemedarbejderen adspurgt, hvordan politiet fik øje på bilen.
Omkring 20 minutter efter at politiet havde fået øje på bilen og sat efter den, stoppede bilens chauffør ved Åboulevarden, hvor personerne i bilen flygtede.
Betjente indhentede en 17-årig mandlig passager. Han er sigtet for hærværk, vold mod tjenestemand ved at have kastet lægtehammeren og for indbrud.
Politiet fandt nemlig genstande i bilen, som menes at være tyvekoster fra indbrud.
Om kosterne kan sættes i relation til specifikke indbrud, kan politiet endnu ikke oplyse.
Politiet ledte med en drone og en politihund efter chaufføren af bilen, men det lykkedes ikke at finde ham.
Der er ikke andre anholdte eller sigtede i sagen, oplyser politiet.
Pressemedarbejder Mille Mørck Johansen oplyser, at der i hvert fald var to i bilen, men kommer ikke nærmere et præcist antal.
Ingen personer kom umiddelbart til skade ved hverken hammerkastet eller biljagten, oplyser politiet.
Politiet oplyser ikke, om politibilen blev ramt af hammeren.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned