18-årig er anholdt for at skyde mod vinterbader i Odense
En ung mand er anholdt og sigtet for at ramme en 57-årig mand i ryggen med skud fra et kraftigt luftgevær.
En 18-årig mand er natten til onsdag blevet anholdt af Fyns Politi, som mistænker ham for at have affyret et luftgevær mod en 57-årig mand tirsdag aften.
Det oplyser vagtchef Thomas Bentsen fra Fyns Politi.
Offeret blev ramt i ryggen af et hagl, men er uden for livsfare, oplyste politiet tirsdag aften på Twitter.
- Der er tale om en vinterbader, som lige var steget op fra vandet ved Gammel Havnekaj i Odense, da han blev ramt, siger Thomas Bentsen.
Episoden fandt sted klokken 20.25. Politiet mødte talstærkt op. Både for at skabe tryghed og for at undersøge sagen.
- Vi lokaliserer stedet, en lejlighed, hvor der blev skudt fra, og har også beslaglagt et våben, oplyser vagtchefen.
Den anholdte person bor ikke på adressen.
- Han sad nede på gaden sammen med en flok venner, og de bliver inviteret op i lejligheden. Den mistænkte person stiller sig ud på altanen og skyder mod havnebadet. Det er både dårlig opførsel og mangel på omtanke, siger Thomas Bentsen.
Luftgeværet er af kaliber 4,5 millimeter.
- Hvis man er mindst 18 år, kræver det ingen særlig tilladelse af købe et luftgevær med den kaliber. Grænsen går ved netop 4,5 millimeter. Men der er tale om et kraftigt våben af god kvalitet og med en høj udgangshastighed, forklarer vagtchefen.
Den 18-årige er sigtet for grov vold, der i de mest alvorlige sager kan straffes med op til seks års fængsel.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned