18-årig er uden for livsfare efter knallertulykke ved Herning

En 18-årig mand blev fløjet til Aarhus, hvor han bliver behandlet for sine skader efter en knallertulykke. Foto: Free/Www.colourbox.com/arkiv

Ung mand kørte ind i siden på bil, der var ved at lave en vending. Han havde ikke hjelm på og var i livsfare.

Offentliggjort Sidst opdateret

En ung mand på 18 år var i livsfare, efter at han lørdag aften var impliceret i en trafikulykke i Feldborg ved Haderup i Herning Kommune.

Uheldet skete kort før klokken 21.39, hvor Midt- og Vestjyllands Politi modtog anmeldelsen.

På en mindre vej foretog en bil en vending, da den 18-årige uden styrthjelm kom kørende på sin knallert, oplyser politiet. Han så tilsyneladende ikke bilen, som han kørte ind i siden på.

Han blev fløjet med helikopter til sygehuset i Aarhus til behandling for sine skader.

Søndag morgen lyder melding fra sygehuset, at manden er uden for livsfare, oplyser politiet.