18-årig mand fængslet for flere røverier i Aalborg
En ung mand er blevet varetægtsfængslet frem til 16. januar. Han mistænkes for at stå bag flere røverier. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
En ung mand er mistænkt for at stå bag flere røverier - blandt andet mod en Kvickly og en Coop 365-butik.
En 18-årig mand, der mistænkes for at stå bag flere røverier i Aalborg, er lørdag blevet varetægtsfængslet i to en halv uge - frem til 16. januar.
Det oplyser vagtchef Karsten Højrup ved Nordjyllands Politi til Ritzau.
Anklager Søren Riis Andersen siger videre, at den unge mand er blevet varetægtsfængslet for to røverier samt et forsøg på røveri.
Det drejer sig om et røveri begået ved en Kvickly på Dannebrogsgade i Aalborg Vestby fredag aften og et mod en Coop 365-butik tilbage i oktober.
Derudover er han blevet sigtet for forsøg på røveri mod tankstationen Shell på Engtoftevej 29. december - inden røveriet mod Kvickly.
Fredag aften kort før klokken 23 henvendte han sig på politistationen, hvor han blev anholdt, oplyste Nordjyllands Politi på det sociale medie X.
Lørdag blev manden så fremstillet i grundlovsforhør.
Den 18-årige mand accepterede varetægtsfængslingen, fortæller anklager Søren Riis Andersen.
Både ved røveriet begået ved en Kvickly fredag aften samt forsøget på røveri mod Shell på Engtoftevej blev gerningsmanden beskrevet som spinkel af bygning.
Ved begge røverier blev det desuden nævnt, at gerningsmanden bar en Adidas-trøje med et hvidt logo.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned