18 personer er nægtet indrejse i Danmark efter kontrol
Foto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
Politiet nægtede 18 indrejse og anholdt tre efter de første tolv timer med midlertidig grænsekontrol.
Efter indførelsen af den midlertidige grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse er 18 personer frem til midnat blevet nægtet indrejse.
I alt skønner politiet, at de har foretaget direkte kontrol af cirka 1100 personer, oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse.
Endvidere har politiet anholdt tre personer, der er sigtet for menneskesmugling.
- Der har naturligvis været gener for de rejsende både ved den dansk-tyske grænse som følge af den midlertidige grænsekontrol og den dansk-svenske grænse som følge af transportørernes id-kontrol.
- Indsatserne har dog ikke medført nogen væsentlige trafikale eller infrastrukturelle problemer, siger politiinspektør Richard Østerlund la Cour, der er chef for Rigspolitiets Nationale Udlændingecenter.
I pressemeddelelsen fremgår det også, at politiet ikke har prioriteret alle 15 grænseovergange lige højt de seneste 12 timer.
Kontrollen har primært været foretaget i de tre hovedfærdselsårer i Sønderjylland ved Padborg, Kruså og Frøslev, samt færgehavnene i Rødby og Gedser.
Efter flere medier har testet grænseovergangene natten til tirsdag, har det da også vist sig, at der ikke var kontrol ved op til fem af grænseovergangene, hvilket har affødt kritik fra Dansk Folkeparti.
Politiet understreger dog i pressemeddelelsen, at deres opgave ikke har været at udøve en fuldstændig kontrol, men derimod at foretage en stikprøvekontrol ved grænseovergangene.
Derfor er bevogtningen af de forskellige grænseovergange "foretaget på baggrund af en politifaglig profilering af de indrejsende", lyder det.
Den forstærkede kontrolindsats fortsætter tirsdag og foreløbigt ni dage frem på grund af svenskernes indførsel af id-kontrol ved den dansk-svenske grænse.
Når de ni dage er gået, kan statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vælge at forlænge den midlertidige kontrol.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned