19-årig har været på flugt fra institution i over et døgn
Søndag leder Midt- og Vestsjællands Politi stadig efter en ung mand, der er flygtet fra en sikker institution. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
En 19-årig mand, som er flygtet fra en institution lørdag morgen, er søndag stadig på fri fod.
Søndag leder Midt- og Vestsjællands Politi stadig efter 19-årige Aleks Nika, som er flygtet fra en sikker institution lørdag morgen.
Det skriver politikredsen på det sociale medie X, som tidligere hed Twitter.
Ifølge politiet er han flygtet fra Kofoedsminde, som er en sikret døgninstitution for voksne kriminelle udviklingshæmmede.
Da politiet første gang efterlyste den 19-årige lørdag, lød det, at han var flygtet fra den nærliggende institution Stevnsfortet.
Men det er altså ikke korrekt, skriver politiet søndag formiddag.
- Han er rettelig flygtet fra Kofoedsminde, der er beliggende ved Stevnsfortet, lyder det.
Kofoedsminde har to afdelinger, som er placeret på Stevnsfortet. Det har søndag ikke været muligt at få oplyst, om det er en af de to afdelinger, som han er flygtet fra.
Det har heller ikke været muligt at få mere præcise oplysninger om omstændighederne ved lørdagens flugt.
Vagtchef Emil Grønning sagde lørdag til Ritzau, at politiet ikke umiddelbart vurderede, at den 19-årige er farlig.
Men hvis man ser ham, opfordrer politiet til, at man ikke kontakter ham, men i stedet ringer til politiet på telefonnummer 114.
Den 19-årige beskrives som værende 175 centimeter høj og almindelig af bygning. Han er muligvis iført et joggingsæt af mærket Armani.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie