De læsioner, der søndag morgen førte til, at en 19-årige mand døde på diskotek Celcius på Rådhuspladsen i København, kan ikke tilskrives den jævnaldrende mand, der var anholdt og sigtet i sagen.
Derfor blev manden løsladt af dommeren efter et grundlovsforhør mandag i Københavns Dommervagt. Den unge mand, der også er 19 år, var tydeligt berørt og græd flere gange under grundlovsforhøret.
Selv om han ikke blev varetægtsfængslet, er den 19-årige fortsat sigtet for vold, oplyser efterforskningsleder Jens Møller, Københavns Politi.
En lægeundersøgelse har fastslået, at dødsårsagen er en blødning i hjernen.
Den 19-årige har erkendt, at han tildelte den anden knytnæveslag. Han mener, at han slog ud efter manden tre gange og ramte en gang. Men han havde ikke haft til hensigt at skade den anden, fortalte han.
Efter slagene faldt den ramte så uheldigt, at han døde af det.
Lægerne har fundet en udposning på en blodåre hos den afdøde og ikke tegn på vold, der kan tilskrives den 19-åriges knytnæveslag.
Den nu løsladte fortalte, at han var på diskoteket sammen med nogle kammerater for at fejre, at Brøndby var blevet danmarksmestre i ynglingeligaen.
På et tidspunkt, da han havde drukket tre genstande og seks shots, gik han ned i baren, hvor en mand med kasket kom hen til ham og sagde noget, som han ikke kunne høre.
Han var blevet bange, fordi den jævnaldrende mand havde banket ham på tindingen med fingrene formet som en pistol og sagt "bare vent, jeg plaffer dig ned".
- Så lukkede jeg øjnene og slog, fortalte den unge mand, der ikke er kendt af politiet. Han er under uddannelse og skulle efter planen til eksamen tirsdag.
Anklager Michael Jørgensen krævede den 19-årige mand varetægtsfængslet i 24 dage med henvisning til retsfølelsen, men det protesterede hans forsvarer imod. Og dommeren fandt ikke grundlag for en varetægtsfængsling.
- Dommeren har vurderet, at hensynet til retsfølelsen ikke krævede en varetægtsfængsling, og her har hun lagt vægt på omstændighederne omkring voldens udførelse og mandens personlige forhold, siger Michael Jørgensen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned