216 taget i fartkontroller: Kørte 103 km/t i byzone

Arkivfoto: David Arnholm

Politiets fotovogne havde en travl weekend på Lolland-Falster.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der kan bestemt være billedskønt på Lolland-Falster. Men det er ikke sikkert, at de 216 bilister, som kan se frem til at modtage fotos fra politiet, synes, at det er skønne billeder.

Billederne er nemlig alle sammen taget af politiets fotovogne, fordi bilisterne kørte for stærkt på de lokale veje i løbet af weekenden.

Den første kontrol fandt sted nærmest inden, weekenden var begyndt. For fredag fra klokken 06.10 til 12.10 holdt en fotovogn på Sakskøbingvej ved Nysted og tog billeder af fem bilister, der overskred fartgrænsen på 80 kilometer i timen. Højest målte hastighed var 96 kilometer i timen.

Lidt senere fredag, fra klokken 13.41 til 19.51, var en fotovogn på plads på Farøbroerne på Sydmotorvejen. Her blev 72 blitzet for at overskride fartgrænsen på 90 kilometer i timen. Otte af dem kørte så stærkt, at det også koster et klip i kørekortet, og højest målte hastighed var 137 kilometer i timen.

Søndag vendte fotovognen tilbage til Farøbroerne igen, hvor den denne gang blev på stedet fra klokken 13.52 til 19.52. Denne gang blev 41 målt til at køre for stærkt. Fem af dem får et klip, og dagens hurtigste kan se frem til en betinget frakendelse. Sidstnævnte blev målt til 174 kilometer i timen.

To kontroller på Maribovej

Fredag aften og natten til lørdag var der også en fotovogn på Maribovej i Halsted, hvor fartgrænsen er 50 kilometer i timen. Det var der 29, der ikke overholdt, mens fotovognen var på stedet fra klokken 18.20 til 01.20. Syv af dem står til et klip i kørekortet, og højest målte hastighed var 82 kilometer i timen.

Lørdag aften og natten til søndag var der også besøg af fotovognen på Vestre Landevej i Nørreballe. Her holdt den fra klokken 18.39 til 01.09 og tog billeder af 24, der ikke overholdt fartgrænsen på 50 kilometer i timen. Seks af dem får et klip, og højest målte hastighed var 78 kilometer i timen.

Weekendens sidste fartkontrol foregik også på Maribovej i Halsted. Det var søndag fra klokken 13.42 til 20.12. Denne gang blev 45 taget i at køre for stærkt, og ikke færre end 11 af dem står til et klip, mens to andre kan se frem til betingede eller ubetingede frakendelser. Højest målte hastighed i 50-zonen var 103 kilometer i timen ifølge politiets døgnrapport.