33-årig er tiltalt for at filme og dele dødeligt overfald
Over fire dage behandler Retten i Holstebro en nævningesag mod en 33-årig mand, der er tiltalt for grov vold med døden til følge. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
En 56-årig mand lå og sov på en sofa, da han blev overfaldet i september 2023. To måneder senere døde han.
En 33-årig mand er tiltalt for at have udsat en 56-årig mand for grov vold med døden til følge i Thy i september 2023.
Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Sagen indledes som en nævningesag ved Retten i Holstebro torsdag 20. marts.
Den 33-årige er tiltalt for at have udsat offeret for blandt andet spark i hovedet 13. september 2023. Offeret døde senere af sine skader.
Ifølge tiltalen begyndte overfaldet på den 56-årige på en adresse i Bedsted i Thy, hvor han lå og sov på en sofa.
Ud over den fatale vold er den 33-årige også tiltalt for at have filmet overfaldet med sin telefon og senere dele det via et socialt medie.
- Det er en alvorlig sag om særdeles grov vold, der efter anklagemyndighedens opfattelse kostede den 56-årige mand livet, siger Pia Koudahl, der er specialanklaget ved anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Efter overfaldet fik offeret livreddende førstehjælp, men efter langvarig behandling afgik han ved døden 21. november 2023.
Politiet skriver i pressemeddelelsen, at offeret døde af en svær hjerneskade, der var forårsaget af volden mod hans hoved.
Der er afsat fire dage til behandlingen af sagen ved Retten i Holstebro.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned