41-årig fængslet for brandstiftelse

En 41-årig mand blev torsdag varetægtsfængslet til den 31. marts sigtet for brandstiftelse.

Onsdag eftermiddag blev en gård i Tappernøje på Sydsjælland ramt af en voldsom brand. En flok heste på gården slap væk i tide, og beboerne var ikke hjemme, så ingen kom til skade ved branden.

I forbindelse med branden så vidner den 41-årige løbe fra stedet. Han blev kort efter anholdt, og torsdag blev han altså fængslet for at have sat ild til gården.

Det har ikke været muligt at få oplyst hans eventuelle motiv til at brænde gården af. Tilsyneladende har han ingen relationer til den og bor ikke i området.

/ritzau/

Efter en voldsom gårdbrand i Tappernøje på Sydsjælland er en 41-årig mand blevet fængslet.

Offentliggjort Sidst opdateret