41-årig slipper med brækket arm efter påkørsel på station
Et tog påkørte lørdag eftermiddag en mand, der var faldet ned på skinnerne på Langgade Station i Valby.
Det kunne være endt helt galt, da en 41-årig mand lørdag eftermiddag pludselig faldt ned på skinnerne på Langgade Station i Valby.
Men manden slap tilsyneladende med en brækket arm.
Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Michael Andersen.
- Vi fik klokken 15.20 en anmeldelse om, at en mand var faldet ned på skinnerne ved stationen. Her blev han ramt af et tog, der ankom til perronen, siger vagtchefen.
Politiet har afhørt vidner på stedet, men vagtchefen kan ikke oplyse om de nærmere omstændigheder omkring ulykken.
Michael Andersen forklarer dog, at manden var kontaktbar, da beredskabet nåede frem til stedet.
- Han lå mellem toget og perronen, da vi kom frem til stedet, siger han.
Efter at have fået manden fri, blev han bragt til Rigshospitalet.
- Han er formentlig sluppet med en brækket arm, siger Michael Andersen.
Der var adskillige mennesker til stede på perronen. De vil alle blive tilbudt psykologhjælp, forklarer vagtchefen.
Togdriften var på grund af ulykken indstillet, mens beredskabet arbejdede på stedet.
16.30 kører togtrafikken dog igen normalt, oplyser Michael Andersen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned