56-årig idømt anbringelse for drab på sin kæreste
En 56-årig mand er torsdag blevet idømt anbringelse på ubestemt tid for drabet på sin 44-årige kæreste i februar sidste år. (Arkivfoto). Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Ifølge 56-årige mand "slog det klik" for ham, inden han dræbte sin samlever, som kaldte ham "en ussel hund".
En 56-årig mand er blevet idømt anbringelse på en psykiatrisk afdeling på ubestemt tid for drabet på sin kæreste, en 44-årig kvinde. Det har Retten i Lyngby ifølge Ekstra Bladet afgjort torsdag.
Manden overfaldt og kvalte kvinden i deres fælles lejlighed i Holte om eftermiddagen den 2. februar sidste år. Han ringede efterfølgende efter en ambulance.
Det lykkedes redderne at få gang i kvindens hjerte på stedet. To dage senere – den 4. februar - døde hun dog af de skader, hun pådrog sig under overfaldet.
Domsmandsretten valgte at følge anklager Sophie Gades påstand om anbringelse.
- Jeg er tilfreds med afgørelsen. Retten har fulgt anklagemyndighedens påstand fuldstændigt, så det er jeg tilfreds med, siger hun.
Retslægerådet havde også anbefalet en anbringelsesdom. Ifølge rådet var manden sindssyg på gerningstidspunktet og kan derfor ikke idømmes en egentlig straf ifølge straffeloven.
Ekstra Bladet skriver, at manden havde flere kærester, da drabet skete, og at hans dobbeltliv var medvirkende til, at han dræbte kvinden.
En af hans andre kærester skulle være mødt op på adressen efter hans anholdelse, fordi hun ikke havde hørt fra ham i flere dage.
Under retsmødet torsdag sagde den 56-årige ifølge Ekstra Bladet, at det havde "slået klik" for ham, da kvinden havde kaldt ham "en ussel hund".
- Jeg kunne bare ikke tåle at høre mere på det tidspunkt. Jeg kan stadig ikke forstå, hvorfor hun ikke er her mere. Jeg savner hende hver dag, sagde han i retten.
Før dommen undskyldte den 56-årige til kvindens familie og sagde, at han håber en dag at blive tilgivet. Desuden takkede han for god behandling.
Manden har tilstået drabet og modtog dommen. Han har siden februar sidste år siddet varetægtsfængslet i surrogat på en psykiatrisk afdeling.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned