80-årig kræves tvangsanbragt for håndvægtsdrab på konen
Mand tilstod kort efter drabet på sin kone. Nu kræver anklagemyndigheden, manden bliver tvangsanbragt.
En 80-årig mand bør på ubestemt tid anbringes på en psykiatrisk afdeling for at have dræbt sin 78-årige hustru. Det mener anklagemyndigheden, som nu har rejst tiltale for manddrab mod den ældre mand.
Af anklageskriftet i sagen fremgår det, at manden tilbage i januar på parrets bopæl i Farum først slog sin kone flere gange i hovedet med en håndvægt på et kilo, inden han kvalte hende ved at gribe hende om halsen og holde en pude for ansigtet.
Manden tilstod i timerne efter drabet at have taget livet af sin kone. Erkendelsen faldt i første omgang på Hillerød Hospital, hvor manden var blevet indlagt.
Indlæggelsen skyldtes, at den 80-årige mand efter drabet, kørte fra bopælen i sin bil, og på en parkeringsplads i Allerød kørte han ind i en lastbil.
Sygeplejersken, som laqde øre til mandens tilståelse, slog alarm, og på mandens bopæl fandt politiet hustruen død.
Under grundlovsforhøret ved Retten i Lyngby kom det frem, at den ældre mand led af svær depression. Flere gange har han været indlagt, og han har også modtaget elektrochokbehandling.
Anklagemyndighedens påstand om anbringelse på en psykiatrisk afdeling bunder i en vurdering af, at manden på gerningstidspunktet har været utilregnelig på grund af sindssyge eller en lignende tilstand.
Straffelovens bestemmelser gør, at for eksempel sindssyge personer ikke kan sættes i fængsel, uanset hvor alvorlig en forbrydelse de måtte have begået.
I stedet tillader retsplejeloven, at utilregnelige personer, som bliver frifundet for straf, for eksempel kan spærres inde på en psykiatrisk afdeling med meget strenge restriktioner omkring, hvornår den dømte vil kunne blive prøveudskrevet.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned