Den nordsjællandske advokat Peter Skov Jensen har trukket sin anke tilbage af en dom på 30 dages betinget fængsel, som han fik ved Retten i Hillerød i marts. I det næste år må advokaten heller ikke beskæftige sig med straffesager.
Peter Skov Jensen blev dengang dømt for at lække fortrolige oplysninger i en endnu uopklaret drabssag fra 2007, hvor 65-årige Freddie Olin Pedersen blev dræbt i sit hjem i Smørum under et hjemmerøveri.
- Det er korrekt, at han har meddelt, at han frafalder sin anke i sagen, og samtidig har anklagemyndigheden valgt ikke at kræve straffen skærpet, fortæller Bettina Engmark fra Nordsjællands Politi, der har været anklager i sagen.
Under sagen har advokaten været beskyttet af navneforbud. Men nu er sagen slut, og navnet er ikke længere hemmeligt.
Advokaten, der har virksomhed i Frederiksværk, er dømt for at have lækket oplysninger fra et lukket retsmøde. Oplysningerne handler blandt andet om overvågning af internetkommunikation.
Peter Skov Jensen var forsvarer for en af de personer, der på et tidspunkt var sigtet i drabssagen fra 2007. Sigtelser, som politiet siden har måttet opgive på grund af manglende beviser.
Undervejs indledte advokaten et forhold af romantisk eller seksuel karakter med sin klients mor. Og anklagemyndigheden har arbejdet ud fra den teori, at det har fået ham til at lække oplysninger fra det lukkede retsmøde.
Da sagen kørte for retten, ønskede anklagemyndigheden at fremlægge en række telefonaflytninger og sms-beskeder, som angiveligt skulle underbygge karakteren af advokatens forhold til kvinden.
Det gav retten dog ikke lov til. Oplysningerne stammede nemlig fra aflytning i drabssagen, og derfor var der tale om såkaldte tilfældighedsfund, som ikke umiddelbart må bruges som bevis i en straffesag.
Peter Skov Jensen har i øvrigt fungeret som såkaldt beneficeret advokat, mens straffesagen har stået på. Det vil sige, at han er udpeget af Justitsministeriet til at optræde som beskikket forsvarer eller som advokat i sager, hvor der er givet fri proces.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned