Advokater kræver uafhængig undersøgelse af Findsen-sag
Ved retsmøder i februar i Østre Landsret lykkedes det for advokaterne David Neutzsky-Wulff og Lars Kjeldsen at få dommerne til at sætte Lars Findsen på fri fod efter 71 dages frihedsberøvelse. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Advokatsamfundet: Lars Findsens advokater er nervøse for, at de ikke kan levere et frit og uafhængigt forsvar.
Hele forløbet i sagen mod den hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste bør ses efter i en grundig og uafhængig undersøgelse. Det mener Advokatsamfundet.
Årsagen er bekymring for, at Lars Findsen ikke kan få et frit og uafhængigt forsvar i den straffesag, som er rejst imod ham.
Kulegravningen kan eventuelt være i form af en kommissionsundersøgelse, lyder det fra Advokatsamfundet i en mail til Ritzau.
Midt i september beskrev Advokatrådets formand og Advokatsamfundets generalsekretær i en kronik i Berlingske, at Lars Findsens forsvarere er underkastet en række begrænsninger.
Dette er i strid med sædvanlig praksis i straffesager. Forsvarerne Lars Kjeldsen og David Neutzsky-Wulff må således ikke uden politiets tilladelse omtale hemmeligstemplede dokumenter for vidner eller andre i sagen.
Indgrebet gør, at det er vanskeligt at forberede forsvaret af Lars Findsen, lød det.
I en opfølgende mail til Ritzau skriver Advokatsamfundet, at man ikke har nogen fast holdning til, om løsningen bør være en kommissionsundersøgelse. Det kan også være en anden form.
Det centrale er at få en undersøgelse af, "hvordan myndighederne har håndteret sagen, og herunder om lovgivningen er overholdt, og om der er taget de nødvendige og relevante skridt (og kun disse) i sagen".
Undersøgerne bør få fuld adgang til alt materiale. Men forventningen er ikke, at alt derefter lægges frem i en rapport.
"Det vigtige for os er, at der sker en egentlig efterprøvning og kontrol fra en uafhængig parts side, så vi i offentligheden kan få vished for, at sagen er kørt efter bogen - eller, hvis dette ikke er tilfældet, at der drages de nødvendige konsekvenser af dette," skriver Advokatsamfundet.
Åbenbart følger forsvarerne sig bundet på hænder og fødder. De rammer, de skal arbejde under, er ikke "betryggende eller i fuld overensstemmelse med et frit og uafhængigt forsvar", har de ifølge mailen meddelt Advokatsamfundet.
I Østre Landsret skal dommere tage stilling til spørgsmålet om vilkårene for forsvarerne. De har endnu ikke truffet afgørelse.
Også på Christiansborg er der blandt nogle partier ønske om en undersøgelse. Tidligere har Venstre og Liberal Alliance foreslået en kommissionsundersøgelse, og der har været opbakning fra Dansk Folkeparti.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned