Ægtepar påsatte brand i eget hus og døde af røgforgiftning
Undersøgelser viser, at ingen udefrakommende påsatte brand i Horserød i begyndelsen af året. Et ægtepar omkom.
Der var tale om en påsat brand, da et stråtækt hus i Horserød ved Helsingør brændte ned i begyndelsen af året. Indenfor befandt sig to personer, og begge omkom.
Onsdag konkluderer Nordsjællands Politi, at ingen udefrakommende spillede en rolle i den påsatte brand.
Det var dermed ægteparret - eller en af de to - der satte ild til hjemmet.
Både manden på 63 år og kvinden på 73 år blev fundet døde i huset, og efter en obduktion af ligene står det klart, at de døde af en kombination af kulilteforgiftning og brandskader.
Kulilteforgiftning kaldes også røgforgiftning. De nærmeste pårørende er underrettet.
Sagen er særlig, da manden ifølge Ritzaus oplysninger skrev et opslag på et socialt medie inden branden. I opslaget blev hustruen kærligt omtalt, men det fremgik også, at deres liv var styrtet i grus, og at de ville tage afsked.
Der fremgik ikke nærmere om, hvad der var sket.
Politiet blev alarmeret om branden mandag den 6. januar klokken 11.30.
Da politi og brandvæsen nåede frem, var det stråtækte hus på Borsholmvej overtændt, og trods brandvæsenets kamp mod ilden brændte det fire timer senere stadig på adressen.
Huset brændte ned. Da det var sikkert, begav brandteknikere sig ind i brandtomten for at undersøge, hvordan branden opstod.
Her lyder konklusionen, at den var påsat, men ikke af udefrakommende.
Undersøgelserne er tilendebragt, og politiet har ikke yderligere kommentarer eller oplysninger til sagen. Det oplyser Nordsjællands Politi til Ritzau.
Når der udbryder brand, er der risiko for, at man kan få røgforgiftning. Symptomerne på forgiftningen er uspecifikke, men hyppigt vil de udsatte personer få hovedpine, og man kan blive slap, kvalm og svimmel.
Man kan også få åndenød og smerter i brystet, hvorefter man kan blive forvirret og miste bevidstheden. Hvis man sover, mens det sker, mærker man intet ubehag. Man vil blot gradvist overgå fra sovende til bevidstløs tilstand.
På Region Nordjyllands hjemmeside fremgår det, at omkring 350 personer per år får kulilteforgiftning. Cirka 200 dør.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned