Det var frustration over den andens hoverende attitude, der i april førte til et knivdrab i Nordjylland mellem to asylansøgere fra Afghanistan. Retten i Hjørring kendte torsdag den 23-årige Javid Ghafarinejad skyldig i drabet på sin 18-årig landsmand, og straffen lyder på 12 års fængsel samt udvisning af Danmark.
Knivstikkeriet skyldtes, at den yngre fik opholdstilladelse, mens Ghafarinejad selv fik afslag. Dette afslag blev han revet i næsen af den 18-årige, som var så provokerende, at den 23-årige stak ham adskillige gange i brystet med en kniv.
Opgøret fandt sted den 2. april i den 18-åriges lejlighed på Brovst Asylcenter ved Tranum i Nordjylland. Offeret døde senere på Aalborg Sygehus Syd. Forinden havde andre beboere bragt den hårdt sårede til Brovst Sygehus, som imidlertid er lukket.
Politiets alarmcentral modtog adskillige 112-opkald oveni hinanden og forstod trods sprogforviklinger straks, at noget var rivende galt på asylcentret. I første omgang kørte politi og ambulancer derfor til asylcentret på Vestkystvej 78, inden den sårede og de øvrige blev sporet til Brovst.
Herfra blev den 18-årige under fuld udrykning bragt til sygehuset i Aalborg, hvor lægerne forgæves kæmpede for at redde hans liv. Efter knivstikkeriet flygtede gerningsmanden, men han blev udpeget af vidner og anholdt.
Den 23-årige drabsmand har under hele retssagen nægtet sig skyldig i manddrab. Det var aldrig hans intention at dræbe offeret, har han forklaret i retten. Ghafarinejad ankede derfor sin straf til landsretten.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned