Amnesty International roser byrettens beslutning om at afvise udlevering af Niels Holck til Indien.
Generaldirektør Lars Normann Andersen fra Amnesty mener, at Indien har et anstrengt forhold til tortur og af samme årsag har afvist FN's særlige torturrapportør Manfred Nowak fra at inspicere de indiske fængsler.
- Det sender et signal om, at man ikke er interesseret i, at omverdenen får indsigt i forholdene i de indiske fængsler, lyder det fra Lars Normann Andersen.
Danmark havde ellers fået en såkaldt diplomatisk garanti af Indien om, at Niels Holck ikke ville lide overlast i Indien, hvis han blev udleveret. Men den slags garantier er ikke noget værd, da de ikke er juridisk bindende.
- De danske politikere må nu tage initiativ til helt og holdent at afskrive sig brugen af diplomatiske forsikringer. Indien har ikke ratificeret FN's torturkonvention, og det står fast, at tortur er en indgroet del af det indiske fængselssystem, fortæller Lars Normann Andersen.
Han bakkes op af Therese Rytter, der er jurist hos Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT), der kalder kendelse fra byretten en "milepæl i arbejdet mod tortur".
- Vi hilser afgørelsen velkommen. Domstolen har afvist den "diplomatiske garanti", som regeringen har sat sin lid til kunne beskytte Niels Holck mod tortur og overgreb i indiske fængsler, siger Therese Rytter.
Hun opfordrer den danske regering til fremover at droppe brugen af diplomatiske garantier.
Ifølge Amnesty International døde mindst 127 personer i politiets varetægt i Indien i 2008-2009. Desuden modtog Indien 1.596 klager over tortur fra indere, der havde været i fængsel.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde