Anklager kræver betinget fængsel for kvindes støtte til terrorangreb
En dommer og to domsmænd ved Retten i Esbjerg behandler sagen om en 29-årig kvinde, der er tiltalt for at udtrykke støtte til terrorangrebet mod Israel i oktober sidste år. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix
"Bedste nyhed at stå op til", skrev 29-årig kvinde på Facebook-side på dagen for Hamas' angreb mod Israel.
En 29-årig kvinde fra Esbjerg står til 60 dages betinget fængsel for offentligt at have udtrykt støtte til terrorangrebet mod Israel 7. oktober sidste år.
Det er tirsdag eftermiddag kravet fra anklager Holger Refslund, Syd- og Sønderjyllands Politi, i Retten i Esbjerg.
Kvinden kommenterede på dagen for angrebet en artikel, som Ekstra Bladet havde lagt på Facebook under overskriften "Live: Israel angrebet af missiler".
"Bedste nyhed at stå op til", skrev kvinden i kommentarsporet.
Udsagnet var efterfulgt af fem emojis i form af palæstinensiske flag og hashtagget #danmarkstandswithpalestine.
Kvinden, der læser til socialrådgiver, husker ikke at have skrevet ordene.
- Jeg husker det ikke, men det må jo være mig, siden det kommer fra min profil, lyder det fra kvinden i retssal 13.
Hun er iført en blå blazerjakke og har et hvidt tørklæde om håret.
Kvinden har palæstinensiske forældre, men er født og opvokset i Danmark.
Hun sympatiserer med det palæstinensiske folk, men kunne aldrig finde på at udtrykke støtte til terror, forklarer hun.
- Hvis det er mig, der har skrevet det, må det være fordi, jeg gerne vil forsvare den palæstinensiske befolkning, ikke selve terrorangrebet, siger hun.
Hendes forsvarsadvokat, Camilla Nowak, mener, at kvinden bør frifindes.
Den tiltalte har ikke gjort sig bekendt med indholdet af artiklen, og derfor kan hun ikke straffes for at støtte terror, lyder det fra advokaten.
Der er indtil videre rejst tiltale i 18 sager om såkaldt terrorbilligelse i kølvandet på Hamas' angreb mod Israel.
Ni af sagerne er afgjort. I seks af sagerne er de tiltalte blevet dømt, mens tre af sagerne er endt med frifindelse.
Det var ventet, at der ville falde dom i sagen i Esbjerg tirsdag eftermiddag. Men efter knap to timers retsmøde har dommeren besluttet, at der først afsiges dom fredag.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned