Anklager kræver høj straf efter ny lov mod vanvidskørsel

Lige efter den tragiske ulykke, hvor en 11-årig pige blev dræbt på Skelstrupvej, kom hastigheden ned på strækningen. Men der køres atter stærkt. Bilen på billedet var langt over det tilladte og lå ude over de fuldtoptrukne linjer i lang tid. Arkivfoto Foto: Jan Knudsen

En tømrer bør idømmes fængsel i knap fire år for at have kørt 11-årig pige ihjel, mener anklager.

Offentliggjort Sidst opdateret

For et år siden ville straffen for i en brandert og med for høj fart at køre et barn ihjel og derefter stikke af ligge i underkanten af to års fængsel. Men nu om dage skal straffen være langt højere.

Det siger anklager Iben Grønbæk torsdag i Retten i Nykøbing Falster, hvor en 29-årig mand er tiltalt for med en promille på 2,08 at have kørt 11-årige Lærke Petersen ihjel på Skelstrupvej mellem Hunseby og Maribo.

Anklageren vil have den 29-årige mand straffet med fængsel i 3 år og 11 måneder.

Det krav hænger sammen med de lovændringer, som trådte i kraft i marts, blot få uger før den 29-årige tømrersvend valgte at hente pizza i firmabilen, selv om han var voldsomt beruset.

Ifølge Iben Grønbæk er sagen i forvejen i den grove ende. Kun hvis hastigheden havde været endnu højere end de 85 kilometer i timen, som var tilfældet, havde sagen været blandt de absolut groveste af slagsen.

- Der er altså langt fra en person, som kører med en halv eller en hel genstand for meget i blodet og så til at køre med en promille over 2. Og så for at hente en pizza, lyder det fra anklageren.

Da Folketingets partier forhandlede loven på plads blev man enige om markante strafskærpelser i sager om uagtsomt manddrab, hvor føreren var fuld.

Overskriften på forhandlingerne var "Vanvidskørsel skal stoppes". Udspillet var, at straffen skulle hæves med 50 procent.

Men loven endte med en strafskærpelse på 150 procent. Udgangspunktet i den type sager blev dermed flyttet fra fængsel i 16-18 måneder til fængsel i spændet mellem 3 år og 4 måneder og 3 år og 9 måneder.

Iben Grønbæk mener, at straffen i den aktuelle sag skal endnu højere op. For tømrersvenden fra Hunseby flygtede fra stedet efter ulykken, og han er tiltalt for under flugten at udsætte en anden bilist for fare.

Den 29-åriges forsvarer, Karoline Normann, mener, at straffen skal være noget lavere. Hun forsøger at overbevise retten om, at tre års fængsel er passende.

Ifølge hende er lovændringen møntet på personer, som kører decideret vanvittigt - for eksempel kapkørsel og lignende. Sager som denne har ikke været i lovgivernes tanker, da de strammede.

Retten afsiger dom i sagen senere torsdag.