Anklager kræver skærpet straf til fynsk selvmordslæge
Svend Lings blev i byretten idømt 40 dages betinget fængsel for medvirken til selvmord. Han ankede dommen til frifindelse. Anklagemyndigheden ankede omvendt til skærpelse. Anklager Jesper Rubow vil således have vekslet byrettens dom til ét års fængsel. (Arkivfoto). Foto: Fotograf Sonny Munk Carlsen/Ritzau Scanpix
Fotograf Sonny Munk Carlsen/Ritzau Scanpix
Straf for medvirken til selvmord bør ifølge anklager veksles fra 40 dages betinget fængsel til et års fængsel.
Den pensionerede overlæge Svend Lings skal ikke slippe med 40 dages betinget fængsel for at have bistået med råd og vejledning om selvmord.
Han står i stedet til et skærpet straf på ét års fængsel, lyder det fra anklager Jesper Rubow, som onsdag fremlægger sin procedure ved Østre Landsrets afdeling i Odense.
- Jeg synes, det er en af de groveste sager i dansk retshistorie om medvirken til selvmord, siger Jesper Rubow.
Lings blev i efteråret ved Retten i Svendborg idømt 40 dages betinget fængsel. Men nu er det Østre Landsrets tur til at vurdere sagen, efter at Lings ankede til frifindelse og anklagemyndigheden til skærpelse.
Jesper Rubow ser en række skærpende omstændigheder i sagen, som efter hans mening bør føre til, at landsretten kommer frem til en strengere dom end i byretten.
Lings blev i byretssagen fundet skyldig i at have medvirket til, at en person begik selvmord, efter at Lings havde anvist, hvordan vedkommende kunne tage sig af dage.
Den fynske læge blev også dømt for forsøg på medvirken til selvmord i et andet tilfælde.
Han havde haft kontakt til en person, der ønskede at tage sig selv af dage. Da han ikke selv længere kan udskrive medicin, henviste han i stedet til kollegaen Frits Schjøtt.
Sidstnævnte blev idømt betinget fængsel i 14 dage i den samme sag.
Lings vil frifindes, for han mener ikke, at han har bistået med anden råd og vejledning end den, man kan finde frit tilgængeligt på internettet.
Svend Lings er aktiv i et netværk af læger, der arbejder for at lovliggøre aktiv dødshjælp.
Anklager Jesper Rubow mener, at Lings' handlinger skal ses som led i en "politisk manifestation". Det er også en skærpende omstændighed, mener han.
En anden skærpende omstændighed er, at vejledningen ikke er foregået ansigt til ansigt, påpeger Jesper Rubow.
- Det hele foregår via telefon, sms og mails. Det understreger vilkårligheden i det, og det er et skærpende element, siger han.
Medvirken til selvmord - også kaldet aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord - er ulovligt i Danmark. Det kan straffes med bøde og i alvorlige tilfælde med fængsel i op til tre år.
Svend Lings har mulighed for at få det sidste ord, inden dommere og domsmænd trækker sig tilbage for at votere. Her siger han, at han ikke føler sig skyldig, og at han føler, han har et befolkningsflertal bag sig.
- Hvis jeg har overtrådt en paragraf, som et stort flertal i befolkningen er imod, er det politikerne, der er noget galt med.
- Når op mod 80 procent af befolkningen ønsker en ændring, og det ikke sker, så må det være legitimt at overtræde denne paragraf, siger Lings.
Retten kommer med en afgørelse i sagen onsdag eftermiddag.
Seneste artikler
Festivalleder: - Vi er dér, hvor vi skal være
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
Der var sommerfugle i maven før historisk broløb
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted
Næsgaard-elever løber med i stor stil: - Broløbet er once-in-a-lifetime
Mest læste artikler
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
Stopper efter 140 år: - Vi kan ikke betale købmanden med traditioner
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Kronprinsen til stor brofest
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted