Bagmænd i cigaretforetagende kan ende med bøde på 100 millioner
To personer er anholdt, efter at politiet fredag ransagede flere adresser i en aktion rettet mod fremstilling af illegale cigaretter. (Arkivfoto). Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix
Flere millioner cigaretter er blevet beslaglagt af Skattestyrelsen og politiet fredag. To er anholdt.
Politiet har fredag været med til at beslaglægge 63 paller med cigaretter og tobak i en koordineret aktion mod en række adresser forskellige steder på Sjælland.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse fredag aften. Skattestyrelsen har også været en del af arbejdet.
Der er tale om flere millioner cigaretter i alt.
To mænd er indtil videre blevet anholdt i sagen. Flere anholdelser kan komme undervejs i efterforskningen, lyder det.
Det forventes, at man vil rejse et krav på mindst 100 millioner kroner mod de involverede.
Politiinspektør Brian Bang-Rasmussen siger i meddelelsen, at produktion af illegale cigaretter kan være en meget lukrativ form for kriminalitet.
- Vi vurderer, at der er tale om et netværk, som har stået for både at importere tobak, forarbejde det til cigaretter og sælge det med stor fortjeneste.
- Derfor har vi gennem noget tid efterforsket målrettet mod personerne sammen med Skattestyrelsen.
Foruden cigaretterne og tobakken blev der også fundet et større kontantbeløb og nogle maskiner, som har været brugt til foretagendet.
- Vi har desuden gjort nogle fund, der tyder på, at der på det ene af stederne også har været en illegal produktion af fyrværkeri. Det skal vi nu undersøge nærmere, lyder det.
Politiet slog fredag til mod adresser i Svebølle, Skælskør, Slagelse og Gadstrup ved Roskilde.
De to anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk lørdag.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned