Bandekonflikt: Visitationszoner i og ved København forlænges
Dele af Nørrebro, Bispebjerg, Hundige og Greve vil i to uger endnu være omfattet af visitationszoner.
En verserende bandekonflikt i hovedstadsområdet får tre politikredse til at forlænge flere visitationszoner, der ellers skulle være ophævet mandag. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Konflikten er mellem to grupperinger, der holder til på henholdsvis indre Nørrebro og Nordvest samt omkring Hundige i Greve.
Det er Københavns Politi, Københavns Vestegns Politi samt Midt- og Vestsjællands Politi, der i samarbejde har besluttet at lade zonerne bestå frem til mandag den 14. oktober klokken 18.00.
Visitationszonerne blev oprettet for to uger siden. Kort forinden var en 22-årig mand blevet dræbt, og en jævnaldrende mand såret, da deres bil blev beskudt på Gildbrovej i Ishøj.
- Vi forlænger visitationszonen, fordi det er vurderet, at der fortsat er en igangværende konflikt mellem to kriminelle grupperinger i hovedstadsområdet, og at den konflikt har resulteret i hændelser, hvor der er brugt skydevåben, siger politidirektør ved Københavns Politi Anne Tønnes.
Visitationszonen i København strækker sig over en stor del af Nørrebro og Bispebjerg.
I Hundige strækker den sig over et område ved stationen, mens den tredje zone afgrænses mod Hundige langs kommunegrænsen til Greve og mod Vallensbæk Strand.
Visitationszoner er områder, hvor politiet kan visitere personer og køretøjer uden at have en konkret mistanke om, at de pågældende har gjort noget kriminelt.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie