Det lyder paradoksalt. Men når rockergruppen Bandidos nu melder ud, at fredsaftalen med Hells Angels er revet i stykker, så er det i virkeligheden et forsøg på at undgå en optrapning.
Det vurderer advokat Thorkild Høyer, der fungerede som mægler mellem de to grupper, da de i 1990'erne bekæmpede hinanden.
Han tror, at præsidenten for Bandidos, Jim Tinndahn, ønsker at sende et klart signal til Hells Angels, når han nu går ud i pressen og fortæller, at fredsaftalen ikke eksisterer mere.
- Signalet er, at han opfordrer til, at man overholder aftalen, så det ikke går helt af sporet. Han forsøger at undgå, at det udvikler sig til en ny strid, siger Thorkild Høyer.
Det er Hells Angels optag af seks tidligere Bandidosrockere, der ganske bemærkelsesværdigt har fået Tinndahn til at stå frem i Politiken.
Thorkild Høyer bekræfter, at det var en del af fredsaftalen, at klubberne ikke gik på strandhugst blandt hinandens medlemmer.
- Hele aftalen gik ud på at reducere konfliktområder, og det her var et af dem, fordi der havde været nogle tidligere eksempler, siger han.
Thorkild Høyer tror også, at Tinndahns udmeldinger rummer et klart signal til baglandet i Bandidos. Men han tror til gengæld ikke, at der skulle ulme et internt oprør i Bandidos, hvor Tinndahn har siddet på magten i en lang årrække.
- Han prøver at få sine folk til at opføre sig fornuftigt og sige, at nu må de lige klappe hesten. Han gør det klart, at der arbejdes på en løsning og at man må lade være med at lade sig provokere, vurderer Thorkild Høyer.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie