Bandidos-rocker dømt for pistolkøb

Den 37-årige Peter Buch Rosenberg, der er såkaldt sikkerhedschef eller krigsminister i rockergruppen Bandidos, er ved Retten i Nykøbing Falster blevet dømt for at have forsøgt at købe 10 pistoler. Det gav efter den strenge våbenparagraf i straffeloven fængsel i halvandet år.

Peter Buch Rosenberg blev fængslet i sommer i forbindelse med en større sag om våbensmugling. Fælden klappede, da han satte foden på dansk jord i Kastrup Lufthavn efter et ophold i Brasilien.

Sagen er kommet hurtigt gennem retssystemet, da der har været tale om en tilståelsessag, oplyser politikommissær Bent Ludvigsen, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

/ritzau/

Ledende medlem af rockergruppen Bandidos i fængsel efter forsøg på at købe skydevåben.

Offentliggjort Sidst opdateret