Beruset mand er fængslet efter bankrøveri

Den berusede mand, som undgik at blive ramt af skud affyret af en politibetjent i Herlev, er blevet varetægtsfængslet.

En dommer i Glostrup har fredag fængslet den 32-årige mand i fire uger.

Han sigtes for at have truet de ansatte i Danske Banks filial på Herlev Torv med en køkkenkniv torsdag eftermiddag.

Da manden flygtede i en bil, besluttede en motorcykelbetjent at forsøge at standse ham ved at bruge sit tjenestevåben.

Ifølge et vidne affyrede betjenten tre skud, men ingen blev ramt.

Statsadvokaten skal nu undersøge, om betjenten overholdt reglerne i skydereglementet.

Vicestatsadvokat Vibeke Uldal vil ikke udtale sig om sagens detaljer.

/ritzau/

Dommer har fængslet den 32-årige mand, som politiet affyrede skud imod efter røveri i Herlev.

Offentliggjort Sidst opdateret