Betinget dom i sag om ildspåsættelse

Både dommer, forsvarer og anklager var rørende enige om, at sagen om en 18-årig mands ildspåsættelse af et rækkehus på Engpibervej i Maribo var tragisk nok uden også at skulle udløse fængselsstraf. Forleden stod den unge mand i retten i Nykøbing sigtet for ildspåsættelse. 

Fredag den 11. juni om aftenen satte den ulykkelige, unge mand ild på sin ungdomsbolig på Engpibervej, fordi han var træt af livet og ville brænde sig selv ihjel. Den unge mand stak ild på sin sofa og barrikaderede sig i den brændende lejlighed. Flere af naboerne forsøgte at trænge ind til ham for at hive ham ud. Men han kastede ting efter dem, da de prøvede at overtale ham til at komme ud af huset.

Ambulancelægen forsøgte også at overtale den unge mand til at komme ud, men heller ikke det lykkedes. Til sidst måtte indsatslederen fra Lolland Brandvæsen trænge ind og hive den unge mand ud med et raskt greb i nakken. 

Den unge mands lejlighed var helt udbrændt efter selvmordsforsøget. Derfor blev han fremstillet i et grundlovsforhør dagen efter branden og sigtet for grov brandstiftelse.

Manden blev på det tidspunkt fængslet i surrogat på det psykiatriske hospital i Oringe. Men efterfølgende har han altså fået det så godt, at han kunne retsforfølges på normale vilkår. Retten mente dog, at sagen var tragisk nok i forvejen. Og da der ikke reelt var fare for andre end den unge mand selv, valgte retten at idømme ham et års betinget fængsel for brandstiftelse. 

Foto: Foto: Claus Hansen

Den unge mand, der i juni forsøgte at brænde sig selv ihjel, har fået et års betinget fængsel for brandstiftelse.

Offentliggjort Sidst opdateret