Betjente erklærer mistillid til politidirektør
Der er uro blandt politifolk i Vejle efter politidirektørs beslutning om at nedlægge specialpatrulje og hans udtalelser i offentligheden. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Chefen i Sydøstjyllands Politi beskyldes for at have undergravet politiets myndighed og magtanvendelse.
Samtlige betjente på politigården i Vejle har erklæret deres mistillid til politidirektør Jørgen Abrahamsen på grund af hans optræden i forbindelse med en række klager fremlagt af forskellige medier.
Det skriver Frihedsbrevet og Vejle Amts Folkeblad fredag.
Politidirektøren i Sydøstjyllands Politi varslede for nylig at nedlægge en såkaldt specialpatrulje, der består af civilklædte betjente.
Det skete som reaktion på kritisk omtale i flere medier af nogle betjentes opførsel. For eksempel beskrev Politiken flere episoder i en artikel med overskriften "De kalder betjentene for tæskeholdet. Og det er der en rigtig god grund til".
I en pressemeddelelse udtalte Jørgen Abrahamsen derefter, at det er centralt, at borgerne har tillid til politiet, og at alle opgaver skal løses med faglighed, empati og etik.
Men ifølge Frihedsbrevet og Vejle Amts Folkeblad er der stor vrede blandt politifolkene. I et internt brev beskyldes politidirektøren for at have undergravet "Dansk Politis myndighed, legalitet og magtanvendelse."
Desuden skal Abrahamsen ifølge brevet have legitimeret, at "en lille gruppe mennesker med pressen som talerør kan sætte en hel politikreds skakmat".
Ifølge Vejle Amts Folkeblad står samtlige omkring 200 politifolk på politigården i Vejle bag kritikken af den øverste chef.
En af de episoder, som Politiken har omtalt, drejer sig om nogle betjentes opførsel en sen nat over for et par unge. En skolelærer var vidne til hændelsen, som hun har beskrevet som frygtelig.
- Jeg var i gang med at ringe til politiet, så de kunne stoppe de her rockeres overfald på to uskyldige unge, har hun sagt til Politiken.
Imidlertid viste det sig at være en politiaktion.
Fredag aften skriver Lene Vejrum, der er HR-direktør i Rigspolitiet, til DR, at Rigspolitiet mener, at Jørgen Abrahamsen tog den rigtige beslutning, da han lukkede specialpatruljen.
- Rigspolitiet har noteret sig politiledelsens beslutning om indtil videre at nedlægge specialpatruljen, hvilket vi finder, er den rigtige beslutning i situationen, lyder det i det skriftlige svar.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned