BETJENTE MÅTTE LØFTE BIL

Foto: Claus Hansen

En kvindelig cyklist kom til skade med sit ben efter et sammenstød med en bil tirsdag formiddag.

Offentliggjort Sidst opdateret

En kvinde måtte tilses af ambulancepersonale efter et trafikuheld på Ejegodvej i Nykøbing tæt ved Nykøbing F. Sygehus tirsdag formiddag.

Kort før klokken 09.45 blev der slået alarm til 112, og meldingen lød på et færdselsuheld med fastklemte personer. Det viste sig, at en kvinde på cykel var stødt sammen med en bil, og i den forbindelse var hendes ene ben kommet til at sidde fast under bilen.

Brandfolk fra Falck i Nykøbing var på vej med frigørelsesudstyr, men indsatsleder Brian Midjord Petersen fra Lolland-Falster Brandvæsen fortæller, at det ikke var værre end, at han og de tilkaldte politibetjente og ambulancefolk selv kunne løfte bilen tilstrækkeligt til, at kvinden kunne komme fri.

Det vides ikke, hvilke skader kvinden pådrog sig, men umiddelbart tydede det ikke på at være så alvorligt som først frygtet.

Det vides heller ikke, hvordan uheldet skete. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra politiet.