Bombetiltalt afviser Breivik-sympatier

Den 35-årige mand, der ved Retten i Esbjerg står tiltalt for at have truet med at "sprænge kommunen i luften" var i virkeligheden ikke vred på kommunen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Truslerne skulle han ifølge tiltalen have fremsat på et jobcenter i Esbjerg den 9. august 2011.

- Jeg har ikke sagt direkte, at jeg ville sprænge rådhuset i luften, men jeg kan have sagt noget, der ikke var så hensigtsmæssigt, for eksempel at jeg var ved at springe i luften, forklarer han i retten.

I 2011 boede han hos sin mor og var i behandling for hepatitis. Medicinen gav ham "myldertanker", forklarer han.

- Jeg holdt mig lidt for mig selv og følte mig svigtet. Jeg kan godt se nu, at det passer jo ikke. Jeg var frustreret på grund af medicinen, sagde den lave, tætbyggede mand, der svarede velformuleret, venligt og tydeligt på anklagerens spørgsmål.

Den eneste gang, han lød irriteret, var, da anklageren borede i, om han havde henvist til den norske massemorder Anders Breivik.

- Jeg kan ikke afvise, at Breivik blev nævnt, for det var det eneste, der kørte i medierne på det tidspunkt.

- Politiet prøvede hele tiden at kæde det sammen med Anders Breivik. Jeg har ikke sagt, at jeg kunne finde på det samme som Anders Breivik. Jeg sympatiserer overhovedet ikke med ham. Han er en barnemorder.

Da han blev anholdt hos sin mor den 30. november, fandt politiet i et skur et veritabelt laboratorium og store mængder kemikalier.

Og i en flaske fandt politiet sprængstoffet TATP.

Den 35-årige forklarede, at han forsøgte at fremstille salpetersyre, fordi han kedede sig under sin sygdom. Det TATP, som politiet fandt, måtte være blandet ved en tilfældighed i en flaske han brugte til rester fra sine forsøg.

På hans computer kan politiet se, at han har besøgt flere anarkistiske hjemmesider og hjemmesider med opskrifter på TATP og sprængstoffet ANFO. Desuden har han downloadet en manual til fremstilling af TATP.

- Jeg har besøgt mange hjemmesider, fordi jeg kedede mig, men andre har også haft adgang til min computer, forklarede han.

- Men jeg har ikke downloadet siden med bombeopskriften. Hvordan det er sket, kan jeg ikke forklare, siger han.

Der ventes dom i sagen i næste uge.

/ritzau/