Brand i grisetransport spærrede motorvej - politi hjalp med aflivning
Motorvej E45 mellem afkørsel 48 og 49 ved Aarhus er spærret i sydgående retning. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Der er klokken 12 mandag genåbnet på Østjyske Motorvej efter uheld med grisetransport.
Et færdselsuheld med en dyretransport i brand på E45 spærrede mandag motorvejen ved Aarhus.
Motorvejen var spærret, efter at der tidligt mandag morgen opstod brand i en grisetransport, der var på vej i sydgående retning.
Politiet modtog en anmeldelse om branden klokken 03.54. Den blev slukket lidt over halv fem.
I forbindelse med branden løb der grise rundt på og omkring motorvejen, som blev spærret i begge retninger. Flere af dem endte med at blive aflivet. En opgave, som politiet hjalp med til. De første skud blev løsnet klokken 04.10, oplyser politiet.
- Flere af grisene var kommet til skade, mens andre havde været udsat for en voldsom stressfaktor i forbindelse med episoden, siger politikommissær Mikkel Møldrup fra Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
- Derudover løb der grise rundt i mørket på motorvejen til fare for trafikanterne i morgentrafikken, hvorfor vi besluttede, at de skulle aflives hurtigst muligt.
Ved syvtiden blev der åbnet et enkelt spor i nordgående retning. Omkring klokken 08.30 blev der åbnet helt i nordgående retning. Ved middagstid blev sydgående spor genåbnet.
- Episoden har medført en del trafikale gener på de fleste vejstrækninger i den vestlige del af Aarhus, og opgaven har også krævet en større indsats fra myndighederne, siger Mikkel Møldrup.
- Vi har nu haft en drone i luften for at få et overblik over situationen, og de sidste overlevende grise er efterhånden blevet fundet og sat på en dyretransport for at blive kørt væk fra stedet.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned