BREMSEDE HÅRDT OP FORAN POLITIBIL
Føreren af en Tesla, som ikke ville snakke med grænsepolitiet, blev jagtet op ad Sydmotorvejen. Arkivfoto: Jan Knudsen
Jan Knudsen FT
Smuttede fra paskontrol og drønede ud på motorvej. Da politipatrulje kørte bag flugtbil, bremsede den så hårdt op, at patruljen kun med nød og næppe fik undveget.
RØDBYHAVN: En udenlandsk bil kom onsdag kort før klokken 23.30 i land med færgen i Rødbyhavn.
Da politiets udlændingekontrolafdeling ville tjekke rejsedokumenterne for de to personer, der var i bilen, viste føreren kort et pas gennem vinduet i Teslaen, parret var kørende i, men kørte så fra indrejsefeltet.
Føreren blev fulgt af flere politibiler på Sydmotorvejen, og på et tidspunkt bremsede føreren hårdt op under kørslen. Det var kun med nød og næppe, politibilen undgik at køre ind i bilen, og først ved afkørslen til Maribo lykkedes det at standse bilen.
De to personer ville stadig ikke lukke bilen op, men det lykkedes dog til sidst at komme ind i bilen. Føreren - en 49-årig norsk mand - og passageren, som var en 50-årig norsk kvinde, blev anholdt. Den 49-årige mand virkede påvirket af stoffer og blev sigtet for kørsel i påvirket tilstand.
Han blev også sigtet for at fremkalde fare for andre i forbindelse med den hårde opbremsning og for ikke at rette sig efter politiets anvisninger. Derudover viste det sig, at de nummerplader, der sad på Teslaen, var ugyldige, så han blev også sigtet for at køre i en uindregistreret bil.
Der blev fundet tre knive i bilen, så den 49-årige er også sigtet for overtrædelse af knivloven. Den 50-årige kvinde blev løsladt efter afhøring.
Manden blev fremstillet torsdag i et grundlovsforhør og blev varetægtsfængslet i to uger. Han nægtede sigtelsen. Forsvareren for den norske mand kærede straks varetægtsfængslingen til landsretten.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned