Bus med danske unge vælter i grøften i svensk skiområde
En turistbus fra Danmark med efterskoleelever om bord er væltet under kørsel i snevejr i Sverige.
En dansk turistbus med cirka 40 passagerer om bord er væltet efter at være kørt i grøften på en landevej mellem Lofsdalen og Glöte i Sverige.
Det skriver flere svenske medier, herunder Expressen.
Ulykken skete søndag omkring klokken 13, hvorefter flere politipatruljer og redningsmandskab - herunder en redningshelikopter - blev sendt til stedet.
Der er tale om en bus med elever fra Vesterdal Efterskole.
Skolen ligger ved Nørre Aaby på Fyn.
På sin Facebook-side skriver efterskolen søndag eftermiddag:
- Kort før vores destination er den ene bus kommet for tæt på rabatten og er stille væltet om på siden ned i den bløde sne.
- Ingen er kommet noget til ved uheldet, og alle søger nu ly og varme på en nærliggende gård, hvorfra de vil blive transporteret det sidste stykke til Lofsdalen snarest.
Den forulykkede bus, der er en dobbeltdækker, transporterede en del af Vesterdal Efterskoles elever, mens resten kørte med en anden bus.
Til TV2 News fortæller skolens forstander, Peter Aagaard Johnsen, at fire elever har fået knubs og er blevet tilset på en skadestue.
Men der er altså ingen, der har pådraget sig knoglebrud eller andre alvorligere kvæstelser.
Der var ikke andre køretøjer involveret i ulykken ud over turistbussen.
Ifølge avisen Expressen er der søndag snevejr i området. Samtidig har der været megen trafik på stedet, fordi mange er på vej til og fra populære skisportssteder i området.
Ulykkesstedet ligger i Härjedalen cirka 500 kilometer nordvest for Stockholm.
Expressen har talt med et øjenvidne, som kom kørende på vejen frem mod bussen, efter at den kørte af vejen.
- Vi ankom umiddelbart efter, at bussen kørte i grøften. Bussen gled af vejen og lagde sig på siden, fortæller Ola Andersson til avisen.
Ifølge vidnet var kun en del af landevejen ved ulykkesstedet ryddet for sne.
- Det sner jo, og de har måske ikke haft tid, men vejen, hvor bussen kørte, var ikke ryddet, siger Ola Andersson.
Svensk politi henviser til sin hjemmeside, hvor der løbende bliver lagt informationer ud om ulykken.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie