Bus og lastbil kørt fast i sneen

En bus og en lastbil er, uafhængigt af hinanden, kørt fast i sneen på det nordøstlige Falster her til morgen.

På Stæresmindevej ved Maglebrænde er en 20 tons tung lastbil, som kører rundt og henter døde dyr, kørt fast ud for nummer 9, oplyser vagtcentralleder Finn Romanowski fra Falck i Nykøbing.

Falck er på stedet og er ved at hjælpe bilen fri. Derefter skal Falck-folkene videre til Vejringe, hvor en bus er kørt fast på hjørnet af Haregårdsvej, Aastrupvej og Uglemosevej.

Dette uheld har betydet, at buslinje 37, der kører mellem Nykøbing og Stubbekøbing, i de sidste par timer ikke har kunnet betjene stoppestederne mellem Åstrup og Stubbekøbing og derfor kører ad en anden rute.

Der meldes ikke om personskade ved nogen af de to uheld.

Foto: Bussen er kørt fast på hjørnet af Haregårdsvej, Aastrupvej og Uglemosevej i Vejringe.

To uheld med få kilometers mellemrum på Nordøstfalster her til morgen.

Offentliggjort Sidst opdateret