Buspassager tog i rattet og spiddede bus på autoværn
En 20-årig mand er anholdt og fængslet for at bringe andres liv i fare. Han stilles fredag for en dommer.
Natten til fredag bragte en 20-årig mand ifølge politiets sigtelse flere menneskeliv i fare, da han som passager i en bus på en motorvej greb fat i rattet og styrede bussen ind i autoværnet.
- Bussen kurede i første omgang langs autoværnet, som knækkede, hvorefter det spiddede bussen på langs og gik ind i midtergangen, fortæller Espen Godiksen, der er vagtchef hos Københavns Politi.
Episoden udspillede sig fredag nat klokken 01.12 på Øresundsmotorvejen ved København i Movias linje 500S på vej mod lufthavnen i Kastrup. Der var ud over chaufføren seks passagerer om bord på bussen.
- En af passagererne stiller sig op ved siden af chaufføren og griber fat i rattet og laver et styreudsving. Det er vores vurdering, at bussen kørte mindst 70 kilometer i timen, fortæller Espen Godiksen.
Ingen i bussen kom til skade ved ulykken, og gerningsmanden stak efterfølgende af. Men politiet var hurtigt på pletten og fik kort efter anholdt en mistænkt - en 20-årig mand.
- Han bliver fremstillet i grundlovsforhør, sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 252, fortalte Espen Godiksen fredag formiddag til Ritzau.
Paragraffen handler om at udsætte andres liv for fare i grov kådhed eller på anden hensynsløs måde.
Ved grundlovsforhøret blev den 20-årige varetægtsfængslet, foreløbig frem til 19. juli.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned